Han har selv fortalt, at han affyrede skuddene, der dræbte Osama Bin laden.
Nu er Robert O'Neill blevet arresteret.
Ifølge New York Post skete det onsdag i Texas-byen Frisco.
Her blev den tidligere Navy Seal-soldat taget med af politiet og er blevet sigtet for 'overfald med legemsbeskadigelse til følge' og offentlig beruselse.
Robert O'Neill blev senere samme dag løsladt efter at have betalt en kaution på et beløb svarende til lige omkring 24.000 kroner.
Han var i Frisco for at være med i en podcast – og har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
Tilbage i 2011 var Robert O'Neill en del af Operation Neptun Spear, der skulle nedlægge al Qaeda-lederen Osama Bin Laden.
Efterfølgende brød han alle uskrevne regler, da han offentligt i et interview fortalte, at han var manden, der affyrede de dræbende skud.
I dag deltager han og agerer militær ekspert i medier.