Trøjer med famøst foto af Vermont-senator er revet væk fra hylderne. Overskuddet går til USA's udsatte.

Billedet af den amerikanske senator Bernie Sanders, der med en surmulende mine sidder ved Joe Bidens indsættelse iført en grå vinterjakke, mundbind og hjemmestrikkede vanter, kan ende med at blive en guldåre for velgørende organisationer.

På sociale medier har mennesker verden over moret sig med at dele redigerede billeder - såkaldte memes.

I disse memes er Sanders blandt andet klippet ind ved Jalta-konferencen i 1945 eller i den ikoniske scene i filmen "Ghost", hvor det er hans vanter, der former Demi Moore's lerklump på drejebænken.

Et andet meme viser Sanders sidde på en bænk ved siden af Tom Hanks i filmen "Forrest Gump". Og hans vanter er indsat på Michelangelos værk "Adams skabelse".

Senatoren fra Vermont har også selv moret sig over de manipulerede fotos, siger han til tv-stationen CNN.

Og derudover er han ovenud lykkelig for, at det famøse foto kan ende med at skaffe store beløb til amerikanere, der har brug for hjælp.

- Ikke alene har vi det sjovt, men hvad vi gør her i Vermont er, at vi sælger sweatshirts og T-shirts, forklarer han.

Det beløb, der kommer ind - som Bernie Sanders selv forventer vil være et par millioner dollar - bliver givet til ordninger som "Meals om Wheels", der leverer mad til ældre med små indkomster.

- Så det ender med at blive en god ting, ikke kun en sjov ting, tilføjer Sanders.

Trøjerne med fotoet af ham blev revet væk fra hylderne i hans netbutik og skal nu genoptrykkes. På grund af den enorme efterspørgsel kan der være op til otte ugers leveringstid på en T-shirt.

Den 79-årige senators påklædning skilte sig ud ved onsdagens indsættelse, hvor de fleste andre var klædt i designertøj.

Efterfølgende forklarede Sanders med et glimt i øjet, at han som borger i den nordlige stat Vermont ved noget om kulde, men ikke går så meget op i at være stilfuld.

/ritzau/Reuters