Det franske satiriske magasin Charlie Hebdo har fået raseret sit kontor med en benzinbombe. Angrebet kommer dagen efter en særudgave om profeten Muhammed.

En benzinbombe har totalt ødelagt magasinets redaktionslokaler. Heldigvis er ingen kommet til skade.

Det skriver britiske BBC.

Fransk politi mener, at der er tale om et attentat med religiøse og politiske motiver.

Læs også:

Angrebet kommer nemlig dagen efter, at magasinet udkommer i en særudgave, hvor profeten Muhammed er udnævnt til gæsteredaktør. 

Nummeret handler om det arabiske forår. Overskriften på forsiden lyder:

'100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin.'

Læs også:

Brandbomben blev kastet mod bygningen natten til onsdag, og kort efter udbrød en voldsom brand i bygningen. Branden begyndte ved 3-tiden natten til onsdag, og ingen er kommet til skade, siger politiet.

Ifølge BBC har Charlie Hedbos redaktør udtalt efter bombeangrebet:

- Vi har ikke længere nogen avis. Alt vores udstyr er blevet ødelagt. 

Han er overbevist over, at attentatet har forbindelse til udgivelsen. Bladet har nemlig allerede modtaget voldsomme reaktioner og trusler på de elektroniske net-medier twitter og facebook.

Redaktøren afviser dog, at magasinet bevidst forsøger at provokere.

Ifølge Ritzau siger han: 

- Vi føler, at vi blot gør vores job, som vi plejer. Den eneste forskel er, at Muhammed er på forsiden denne gang, og det er sjældent, siger han.