Da russiske Dmitrij Medvedev stod på scenen under en konference mandag, dukkede der på storskærmen bag ham pludselig et billede af et kort op.

Et landkort, som muligvis kan antyde, at landets militære mål i Ukraine er vidtrækkende.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under konferencen gav Dmitrij Medvedev – der i en enkelt periode har haft posten som Ruslands præsident og nu er næstformand for Ruslands nationale sikkerhedsråd og nær allieret med Vladimir Putin – det, som nyhedsbureauet beskriver som en 'krigerisk præsentation'.

Her ses Dmitrij Medvedev stå foran kortet under konferencen mandag.
Her ses Dmitrij Medvedev stå foran kortet under konferencen mandag. Foto: Igor' Ivanko/Kommersant/Sipa USA
Vis mere

»En af Ukraines tidligere ledere sagde på et tidspunkt, at Ukraine ikke er Rusland,« lød det blandt andet fra Medvedev, som fortsatte til store klapsalver:

»Den opfattelse skal forsvinde for altid. Ukraine er helt sikkert Rusland. Historiske dele af landet er nødt til at komme hjem.«

Under krigen, som Rusland indledte den 24. februar for to år siden, har Medvedev løbende anlagt en hårdere og hårdere retorik, ligesom han flere gange har raslet med atomsablen over for Vesten.

Ifølge eksperter og analytikere kan Medvedevs udtalelser muligvis bruges til at få en fornemmelse af, hvordan tankegangen er i Kreml – og i hvilken retning man vil gå, alt efter hvordan Medvedevs kontante udtalelser bliver taget imod.

Under konferencen, der blev afholdt for unge i sortehavsbyen Sotji, talte han foran et gigantisk kort, der blandt andet viste Ukraine.

Men ikke det Ukraine, som vi kender det i dag.

Arkivfoto af Dmitrij Medvedev.
Arkivfoto af Dmitrij Medvedev. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

For på landkortet var de ukrainske landegrænser ændret betragteligt. 

Ifølge Reuters så kortet derfor ud til at vise et scenario, hvor Ukraine er blevet kort væsentligt mindre. Hvor dele af landet er blevet afgivet til Polen, til Rumænien – og ikke mindst til Rusland.

Af kortet ser det ud til, at Rusland vil have kontrol over en række ukrainske byer og landets østlige og sydlige grænse og hele Sortehavskystlinjen.

Imens er Ukraine – på det fremviste kort – indskrænket til nærmest kun er bestå af Kyiv-regionen, som ifølge kortet er omkranset af Polen, Rumænien, Belarus og Rusland.

Om det er det russiske mål – og hvordan man i så fald har tænkt sig at nå frem til lige netop det scenario, herunder hvordan man har tænkt sig at involvere Polen og Rumænien i planerne – står hen i det uvisse.

I øjeblikket kontrollerer de russiske styrker ifølge Reuters lige under en femtedel af det ukrainske territorium som følge af invasionen. 

»Alle vores modstandere er nødt til én gang for alle at forstå en simpel kendsgerning: At territorierne på begge sider af Dnepr (som deler Ukraine i to, red.) er en integreret del af Ruslands strategiske og historiske grænser,« lød det fra Medvedev på scenen.

Derudover bemærkede formanden for Ruslands nationale sikkerhedsråd ifølge det russiske medie Tass også, at der ikke må være flere forsøg på at ignorere den russiske offentlige mening. 

»Den betragter med rette Ukraine og dets befolkning som en del af vores alrussiske civilisation. Hvis Ukraine var sluppet ud af den dummeste fælde, som USA og dets allierede har lagt for at modarbejde vores land med Ukraines hjælp og bruge netop denne 'antirussiske enhed', kunne tingene have været anderledes,« lød det.