Højrefløjspartier går frem i Flandern, mens socialdemokrater øjner et godt valg i Vallonien, viser målinger.

Ved parlamentsvalget i Belgien søndag er det højreorienterede separatistparti Vlaams Belang - med et sort-gult logo - gået frem i den nordlige del af landet.

Det nationalistiske parti Ny Flamsk Alliance (N-VA) har mistet stemmer til Vlaams Belang, men ser med foreløbig 26 procents opbakning stadig ud til at blive størst i den flamsktalende del af landet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I Bruxelles og det fransktalende Vallonien i det sydlige Belgien ser det socialdemokratiske parti, PS, ud til at gå frem efter fem år i opposition.

Det viser de første resultater fra valget, efter at valgstederne lukkede klokken 16.

- Resultatet overrasker selv mig, men lad os vente lidt, det er indtil videre bare foreløbigt, siger Vlaams Belangs partileder, Filip Dewinter.

Ved 17-tiden havde partiet fået et godt stykke over 20 procent af stemmerne i flere områder.

Socialdemokraterne ser ud til at klare sig godt i Bruxelles og i Vallonien. En måling på belgisk tv giver partiet 27 procents opbakning mod 19,5 til det liberale regeringsparti MR og 13,5 til miljøpartiet Ecolo.

Belgien er splittet mellem det rige Flandern, hvor separatisterne står stærkt, og Vallonien, som er plaget af arbejdsløshed og fattigdom efter lukning af industrier.

Som sædvanligt ventes lange forhandlinger, inden en ny regering er på plads i Belgien, hvor regeringsformen er kompliceret og todelt.

På nuværende tidspunkt ledes Belgien af den liberale premierminister, Charles Michel, der står i spidsen for en mindretalsregering med liberale fra Flandern og Vallonien samt de flamske kristendemokrater.

/ritzau/TT