Tre lokaliteter, som er blevet brugt før angrebene på Paris i november, er identificeret.

Bruxelles: Tre lokaliteter, som er blevet brugt af personer, der mistænkes for at stå bag angrebene i Paris 13. november sidste år, er fundet af belgisk politi.

Det oplyser en belgisk anklagemyndighed onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebene bestod af skudoverfald og selvmordsbomber, som i alt dræbte 130.

- Efterforskerne har kunnet identificere tre lokaliteter, som er blevet brugt af de formodede gerningsmænd bag angrebene 13. november 2015, siger statsanklager Eric van der Sypt ifølge nyhedsbureauet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en lejlighed i den sydbelgiske by Charleroi, hvor politiet har fundet fingeraftryk fra de formodede bagmand Abdelhamid Abaaoud og Bilal Hadfi.

Sidstnævnte udløste en selvmordsbombe uden for det franske nationalstation, Stade de France, hvor en fodboldlandskamp mellem Frankrig og Tyskland var under afvikling.

Derudover drejer det sig om en lejlighed i Bruxelles-bydelen Schaerbeek, som allerede blev identificeret fredag, og et mindre hus i landsbyen Auvelais øst for Charleroi.

Huset i Auvelais og lejligheden i Charleroi er ifølge anklagemyndigheden blevet gennemsøgt, uden at der blev fundet spor af våben eller sprængstoffer.

Alle tre boliger er lejet uden falsk navn og afregnet kontant.

I tilfældet med huset i Auvelais svarer den falske lejeridentitet til en person, som Salah Abdeslam samlede op i Budapest den 9. september.

Abdeslam er efterlyst internationalt for sin formodede medvirken i Paris-angrebene.

Ifølge den britiske avis The Guardian var Abdeslam på banegården i den ungarske hovedstad Budapest, da den i midten af september var et samlingspunkt for flygtninge og migranter på rejse mod Nordeuropa.

Ifølge avisen forlod Abdeslam banegården sammen med nogle mænd, som havde nægtet at lade sig registrere som asylansøgere i Ungarn.

Fredag meddelte anklagemyndigheden, at man havde fundet Abdeslams fingeraftryk i lejligheden i Schaerbeek, hvor der også var spor af sprængstoffer og tre hjemmelavede bælter, som muligvis har været tiltænkt selvmordsbomber.

Efterforskningen har desuden vist, at den Seat Leon, der senere blev brugt i angrebene, har holdt i den umiddelbare nærhed af lejligheden i Charleroi og huset i Auvelais.

/ritzau/