Den svenske anklagemyndighed vurderer nu, at der var tale om 'grov sabotage' på Nord Stream-gasrørledningerne, da der opstod læk flere steder på dem i slutningen af september.

Der er fundet rester af sprængstof på nogle af de dele, man har indsamlet i området.

Det oplyser den svenske kammeranklager i en pressemeddelelse, som har titlen: 'Bekræftet sabotage ved Nord Stream'.

»Under gerningsstedsundersøgelserne, der blev foretaget på stedet i Østersøen, blev der foretaget omfattende beslaglæggelser, og området blev nøje dokumenteret,« lyder det i en udtalelse fra kammeranklager Mats Ljungqvist, der leder de igangværende forundersøgelser af lækagerne:

Arkivfoto af lækket på Nord Stream 1.
Arkivfoto af lækket på Nord Stream 1. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

»Analyser, der nu er udført, viser spor af sprængstof på flere af de fremmedlegemer, der blev fundet.«

Han kalder samtidig hændelsen for 'grov sabotage'.

Det 'avancerede analysearbejde' fortsætter ifølge Mats Ljungqvist nu for at kunne nå mere sikre konklusioner om hændelsen.

I pressemeddelelsen oplyses det, at 'den fortsatte forundersøgelse skal vise, om nogen kan forkyndes for mistanke om lovovertrædelse'.

»Samarbejdet med myndigheder i Sverige og i andre lande fungerer fremragende. For det fortsatte arbejde med forundersøgelsen og for de forskellige igangværende samarbejder er det vigtigt, at vi kan arbejde i fred og ro,« siger kammeranklager Mats Ljungqvist.

Anklageren kan ikke give flere oplysninger på nuværende tidspunkt, oplyses det.

I alt opstod der fire lækager i Østersøen på de to gasrørsledninger, der løber tæt forbi Bornholm fra Rusland til Tyskland.

To af dem opstod i den svenske økonomiske zone ud for Bornholm. De to andre i den danske økonomiske zone.

De fire lækager blev opdaget i slutningen af september, hvor store mængder gas væltede op til havoverfladen.

Seismiske målinger i Danmark og Sverige viste efterfølgende, at der nogle timer inden, at gassen boblede op på havoverfladen, havde været eksplosioner på havbunden.