Det er anden dag, at vrede og frustrerede borgere i Beirut har været på gaden for at protestere mod regimet efter eksplosioner i en stor lagerbygning, der tog mindst 158 liv, sårede 6.000 og efterlod omkring 300.000 hjemløse.

»Politiet skød efter mig, men det kan ikke stoppe os. Vi stopper ikke med at demonstrere, før vi ser ændringer i regimet fra top til bund,«

Sådan sagde 55-årige Younis Flayti under søndagens protester ifølge Reuters. Flayti er pensioneret militærbetjent.

Flere af demonstranterne bærer enten gasmasker eller store tørklæder om hovedet, så de ikke påvirkes af det tåregas, politiet skyder med.

Sådan så det ud tidligt søndag aften, da folk begyndte at samle sig foran parlamentsbygningen i Beirut. De ville lægge barrikaden ned.
Sådan så det ud tidligt søndag aften, da folk begyndte at samle sig foran parlamentsbygningen i Beirut. De ville lægge barrikaden ned. Foto: WAEL HAMZEH
Vis mere

Desuden har mange af dem et overskåret løg med, der siges at hjælpe, hvis man skulle rammes af gassen.

Nogle har også ketsjere med, så de enten kan skyde røgbomberne tilbage på politiet eller deres eget fyrværkeri og mindre røgbomber efter politiet.

Lørdag var omkring 10.000 mennesker samlet på Martyrernes Pladsen i det centrale Beirut, og søndag er flere tusinde samlet foran parlamentsbygningen og på pladsen.

Flere forsøgte søndag at bryde barrikaderne til parlamentsbygningen ned, og nogle satte ild foran den. Lørdag brød demonstranter både ind i den centrale bank og flere ministerier, og særligt trænede styrker måtte tvinge dem ud.

Det er det libanesiske politi, der har sat barrikader på foran parlamentsbygningen, så demonstranter ikke kan komme ind.
Det er det libanesiske politi, der har sat barrikader på foran parlamentsbygningen, så demonstranter ikke kan komme ind. Foto: WAEL HAMZEH
Vis mere

Eksplosion har forstærket en dyb utilfredshed og vrede over landets politiske ledere og partier. Befolkningen mener ikke, at de hverken har kunnet arbejde sammen om at løse landets krise eller om at fjerne de 2.750 ton ammoniumnitrat, der var opbevaret i lagerbygningerne på havnen.

Et materiale, der både bruges som kunstgødning og er meget sprængfarligt.

Kritikken går altså på, at de hverken har kunnet arbejde sammen om at løse landets krise eller om at få fjernet de tonsvis af farlig kunstgødning.

»Vi gav de her ledere så mange chancer for at hjælpe os, og de fejler altid. Vi vil have dem alle ud, især Hizbollah, fordi de er en milits og bare skræmmer folk med deres våben,« siger Walid Jamal, der også var på gaden for at demonstrere lørdag og søndag.

Flere demonstranter bruger tennisketsjere til at undvige det, der bliver kastet både af deres egne og politiet.
Flere demonstranter bruger tennisketsjere til at undvige det, der bliver kastet både af deres egne og politiet. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Den politisk-militære organisation Hizbollah sidder på en stor del af magten i Libanon.

Både i USA og EU anser man den militære gren af organisation som en terrororganisation, og de står bag flere gidseltagninger og kidnapninger, særligt under den libanesiske borgerkrig.

Lørdag og søndag har politiet svaret igen med tåregas, knipler og gummikugler. Lørdag meldte den libanesiske afdeling af Røde Kors ud, at mindst 238 mennesker var såret.

Det er endnu ikke lykkedes demonstranterne at få adgang til parlamentsbygningen.
Det er endnu ikke lykkedes demonstranterne at få adgang til parlamentsbygningen. Foto: THAIER AL-SUDANI
Vis mere

Søndag er der i skrivende stund ingen melding om sårede, dog stod de allerede tidligt på aftenen klar med 11 tropper fra Røde Kors, der skulle hjælpe sårede.

Efter eksplosionerne på havnen i Beirut er både informationsministeren og miljøministeren i landet gået af.

»Efter den enorme Beirut-katastrofe annoncerer jeg min fratrædelse fra regeringen,« sagde nu tidligere informationsminister, Manal Abdel Samad, i en erklæring.