En begravelse er typisk forbundet med store følelser, dybe tanker og gamle minder.

Knap så ofte forbinder man en begravelse med en hashkage.

Ikke desto mindre var det, hvad man kunne opleve ved en begravelsesceremoni i den tyske Wiethagen nær Rostock tilbage i august.

Der fandt de sørgende nemlig vej til en nærliggende restaurant efter de kirkelige ritualer, hvor der blev serveret kaffe og kage, skriver AP.

Og netop kagen blev det helt store omdrejningspunkt, da 13 af gæsterne måtte have lægehjælp efter at have spist af den.

Det viser sig, at en af restaurantens kvindelige medarbejdere, der havde ansvaret for kagen ved arrangementet, havde bedt sin 18-årige datter om at bage kagen.

Uheldigvis havde datteren bagt to kager.

En almindelig kage og en med hash.

Den ene kage var beregnet til gæsterne, og den anden kage var beregnet til en helt anden, og sandsynligvis festligere, lejlighed.

Desværre kom den kvindelige medarbejder ved et uheld til at tage den forkerte kage op af fryseren og endte med at servere den for begravelsesselskabet.

Den 18-årige kvinde bliver nu undersøgt af politiet.

Selvom den uheldige situation fandt sted i august, er historien først offentliggjort nu af respekt for de pårørende, skriver AP.