Hvor mange ruller toiletpapir kan du få for 400.000 svenske kroner?

Det får de ældre på plejehjemmene i den svenske kommune Gislaved sydøst for Gøteborg sandsynligvis aldrig svar på.

Siden januar har beboerne nemlig selv betalt for papiret og andre daglige fornødenheder, og det har givet kommunen en besparelse på hele 463.320 kroner.

Til gengæld ved kommunens ældste – og alle andre – nu, at man kan sende de lokale politikere og adskillige ansatte på studietur for et tilsvarende beløb.

I samme periode – som de ældre har været ramt af sparekniven – har de lokale politikere brugt over 400.000 svenske kroner på at sende medarbejdere og folkevalgte på rejser til Bruxelles og Almedalen.

»Vi kunne have fået mange toiletruller for de penge,« siger 85-årige Calle Skoogh fra plejehjemmet Vitsippan i Gislaved til den svenske avis Aftonbladet.

Avisen skriver, at kommunen både sidste år og i år har skåret ned på ældrepleje og socialhjælp.

Derfor skal beboerne på plejehjemmene i området nu selv betale for blandt andet toiletpapir, som tidligere har været gratis.

Derudover har kommunen planer om at nedlægge to plejehjem og fyre personale.

Medlem af kommunalbestyrelsen i Gislaved Carina Johansson forsvarer dog prioriteringen:

»Vi havde et godt projekt, som handlede om bæredygtig udvikling, og vi fik meget viden fra Almedalen,« har hun tidligere sagt til avisen Expressen.

Også turen til Bruxelles har hun forsvaret:

»Det kan handle om vore vigtige områder, hvor vi har udfordringer som social inkludering, digitalisering, voldelig ekstremisme og et bæredygtigt miljø.«

Men de ældre på plejehjemmene har ikke meget tilovers for hendes forklaring.

»Det er latterligt,« lyder dommen fra Calle Skoogh, som tilføjer:

»I dag kan du holde møder via Skype på telefonen. Det må være meget billigere.«