Rusland og Ukraine beskylder lørdag hinanden for at rette nye angreb mod Europas største atomkraftværk.

Nye angreb har lørdag ramt atomkraftværket Zaporizjzja i byen Energodar i det sydøstlige Ukraine. Det siger indbyggere i byen.

Rusland og Ukraine beskylder endnu en gang hinanden for at stå bag angrebene.

»Begræns jeres tilstedeværelse i Energodars gader! Vi har fået oplysninger om nye provokationer fra besættelsesmagtens side,« skriver Ukraines atomagentur, Energoatom.

»Ifølge indbyggere er der ny beskydning i retning af atomkraftværket,« skriver agenturet på beskedtjenesten Telegram.

Der er tre til fem sekunder imellem, at granaterne bliver affyret, til de slår ned, skriver Energoatom videre.

Byen, hvor atomkraftværket ligger, er loyal over for præsident Volodymyr Zelenskyj og den ukrainske regering i hovedstaden Kyiv.

Men i andre dele af Zaporizjzja-regionen siger embedsfolk, der er loyale over for Rusland, at det er ukrainske styrker, der beskyder værket.

»Energodar og atomkraftværket Zaporizjzja er igen under beskydning fra Zelenskyjs militante,« siger Vladimir Rogov, der er medlem af det regionale styre, som Rusland har indsat.

Rogov har ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede.

Værket er blevet ramt af granater gentagne gange i den seneste uge.

Ukraine har sagt, at det første angreb, der skete 5. august, ødelagde et strømkabel og tvang værkets teknikere til at lukke en reaktor ned.

Torsdag var der igen angreb, der beskadigede en pumpestation og nogle sensorer, der skal måle stråling.

Zaporizjzja er Europas største atomkraftværk og et af de ti største i verden. Det har været under russisk kontrol siden marts.

Ukraine beskylder Rusland for at have gjort værket til base for hundredvis af russiske soldater og for at opbevare våben der.

De to lande har gentagne gange beskyldt hinanden for at skyde mod kraftværket og dermed skabe risiko for en atomkatastrofe.

Torsdag var situationen ved Zaporizjzja tema for et hasteindkaldt møde i FNs Sikkerhedsråd.

/ritzau/AFP