Brasilianere jager hundredvis af migranter tilbage over grænsen til Venezuela efter voldeligt røveri.

Pacaraima. Vrede beboere i den brasilianske grænseby Pacaraima er gået til angreb på migranter fra Venezuela, som det seneste halve år har krydset grænsen til Brasilien i hobetal.

Det oplyser lokale beboere og myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Brasilianerne tvang hundredvis af venezuelanske migranter til at flygte tilbage over grænsen til Venezuela til fods. De måtte efterlade deres ejendele bag sig, som beboere i grænsebyen efterfølgende satte ild til.

Beboerne forsøgte desuden at blokere den eneste vej, der går mellem de to lande, for at forhindre venezuelanerne i at vende tilbage.

- Ud, ud. Gå tilbage til Venezuela, kan man høre en mand råbe i en videooptagelse fra grænsen.

Vredesudbruddet blev udløst, efter at en lokal restaurantejer blev berøvet, banket og stukket med en kniv i sit hjem natten til lørdag lokal tid.

Fire venezuelanske migranter er mistænkt for overfaldet, oplyser Giuliana Castro, der er sikkerhedsminister og leder for politistyrken i delstaten Roraima.

De fire mistænkte skal have stjålet det, der svarer til omkring 37.000 danske kroner. Restaurantejeren er kvæstet, men er uden for livsfare, fortæller ministeren.

De mange venezuelanske migranter, der blev jaget tilbage over grænseovergangen til Venezuela, angreb herefter 30 brasilianere, der befandt sig ved grænsen.

Delstaten Roraima har modtaget omkring 50.000 migranter fra Venezuela, skriver nyhedsbureauet AP.

Volden i grænsebyen er "et udtryk for den humanitære krise, der har ramt vores naboer, som flygter for at overleve og finde et bedre liv", mener Claudio Lamachia, der er præsident for Brasiliens advokatorganisation.

- Men delstaten Roraima har ikke ressourcerne til at huse alle migranterne, siger han og tilføjer, at omkring 800 venezuelanere krydser grænsen dagligt.

FN anslog tidligere denne uge, at i alt 2,3 millioner er flygtet fra Venezuela i løbet af årets seks første måneder. De er især flygtet til Colombia, Ecuador, Peru og Brasilien.

Den omfattende migrantkrise skyldes især madmangel i Venezuela, samt en økonomisk og politisk krise i landet.

Brasilien har kortvarigt forsøgt at lukke grænsen til Venezuela. Men efter blot få timer overtrumfede landets højesteret beslutningen.

/ritzau/