Den stive overlæbe er ændret til et målløst ’What???’ hos briterne i disse dage, hvor det ene skelet efter det andet vælter ud af skabet på tv-stationen BBC.

Imens vånder briternes nationalklenodie sig over de hundredvis af anklager om sexovergreb, som er rettet mod tv-stationens før så tilbedte tv-ikon, den afdøde Sir Jimmy Savile.

Senest er det nu kommet frem, at BBC tilsyneladende vidste, at Jimmy Savile havde en endog meget stor appetit på småpiger.

Ifølge The Times, der har fået indsigt i en intern mail hos BBC, havde tv-stationens program, ’Newsnight’, allerede i oktober sidste år planlagt en kritisk dokumentarudsendelse om Saviles seksuelle overgreb.

Udsendelsen var bl.a. baseret på en politiafhøring af en kvinde.

Redaktør er suspenderet

Men ’Newsnights’ redaktør, Peter Ribbon, valgte - kort før programmet skulle have været sendt - at fjerne det fra sendefladen med begrundelsen, at der ikke var fundet nok beviser mod Savile i politiundersøgelsen.

Igår gik BBCs øverste ledelse i aktion og suspenderede Peter Ribbon, fordi han stoppede programmet.

Redaktørens forklaring holdt ifølge emailen ikke vand. Journalisterne bag programmet havde nemlig set mange flere beviser mod Jimmy Savile for hans grusomme handlinger mod de hundredvis af mindreårige piger.

Kan sammenlignes med katolsk sexskandale

Men værst for BBC viser mailen, at det britiske nationalsymbol var klar over, at udsendelsen temmelig sikkert ville vække undren over, at BBC ikke havde gjort noget for at stoppe Jimmy Saviles uhyrligheder, mens han stadig var i live. Det skriver The Times.

Sexsagerne mod Savile og BBC kan på nogle områder sammenlignes med den sexskandale, der ramte den katolske kirke for få år siden.

Her kom det frem, at tusindvis af børn var blevet seksuelt misbrugt af katolske præster. Og det, som vakte mest harme, var, at kirkens biskopper i årevis enten bagatelliserede anklagerne eller afviste dem med begrundelser som, at de anklagede præster var døde.

Fuldstændig som BBC’s ikoniske dj Jimmy Savile, der døde sidste efterår i en alder af 84 år. Dengang fulgte over 4.000 hans båre ved en nærmest pompøse begravelse. Men siden anklagerne er væltet frem, har Saviles familie fjernet en mindeplade ved hans grav af frygt for vandalisme.

Politiet undersøger 200 anmeldelser

Indtil videre undersøger politiet, om Jimmy Savile i sin 40 årige karriere, som vært på programmerne »Top of the Pops« og »Jim’ll fix it«, har misbrugt op mod 200 børn og kvindelige ansatte på BBC. Overgrebene er angiveligt sket på de børnehospitaler og skoler, han flittigt besøgte for at yde velgørenhed. Men overgrebene, der både indebar befølinger og voldtægter, skulle også været blevet begået på BBC domicil.

Sir Jimmy Saviles - han blev i 1990 slået til ridder af dronning Elizabeth - ellers så fine eftermæle er blevet fuldstændigt ødelagt. Og nu vil Englands premiereminister, David Cameron, have frataget Savile hans titel.