'Alene hjemme'-stjernen Macaulay Culkin fortæller nu om sin barndom, der i sidste ende fik ham til at forlade Hollywood.

Som barn var Macaulay Culkin verdens måske allerstørste barnestjerne, efter han medvirkede i de populære 'Alene Hjemme'-film, men ifølge ham selv blev han misbrugt både mentalt og fysisk af sin egen far.

I podcasten WTF forklarer den nu 37-årige Macaulay Culkin, at mishandlingen skyldtes ekstrem jalousi, og at det ofte mundede ud i trusler om tæsk, hvis ikke han gjorde det godt nok.

»Gør det godt, eller jeg tæver dig,« lød det fra faderen ifølge skuespilleren selv.

Derfor var forældrenes skilsmisse i 1994 også noget af det bedste, der er sket for Macaulay Culkin, fortæller han. Det gav ham muligheden for som 14-årig at forlade den branche, der havde gjort ham millionær og eftersigende til verdens rigeste barn.

»Jeg ville tage en pause, men til sidst havde jeg det sådan: 'Jeg er færdig, håber, at I fik tjent jeres penge, fordi der kommer ikke mere fra mig,« siger han.

Forinden havde han medvirket i en lang række Hollywood-film, heriblandt de to 'Alene Hjemme'-film samt filmen 'Richie Rich', der omhandler verdens rigeste dreng.

Efter skilsmissen endte Macaulay Culkin med at sagsøge sine forældre, fordi de angiveligt sløsede med de mange millioner han havde tjent. Han ville selv have kontrollen over pengene, selv om han på det tidspunkt kun var 15 år.

Han vandt retssagen og styrede således sin egen økonomi med hjælp fra en revisor frem til han blev 18 år.

Siden har han medvirket i forskellige film, men aldrig med samme succes, som i 90'erne.