Barack Obama opfordrer de mange mennesker, der demonstrerer på gaderne i amerikanske storbyer, til at forvandle deres 'retfærdige vrede til fredelig, vedvarende og effektiv handling'.

Opfordringen fra Obama, USA's første og hidtil eneste sorte præsident, står i en erklæring, som Obama har udsendt.

Den er en reaktion på de uroligheder, der i flere dage har fundet sted i en række amerikanske storbyer.

Uroligheder, der har taget fart efter den voldsomme anholdelse af en sort mand i Minneapolis i mandags.

Det var den 46-årige George Floyd, der blev anholdt. Han blev senere konstateret død på et hospital, og der er siden dukket en video op, der viser, en betjent presser sit knæ på Floyds hals.

Episoden har ført til protester mod politiets vold mod sorte.

Obama erkender i sin erklæring, at demonstrationerne er en reaktion på problemer, der har været der længe.

Problemer, som ikke er håndteret af folkevalgte.

'Bølgen af protester over hele landet repræsenterer en oprigtig og legitim frustration over årtiers svigt, når det gælder reformer i politiets praksis og i det mere brede kriminaljuridiske system i USA,' skriver Obama.

Han siger videre, at der er brug for en erkendelse af den 'vedvarende ødelæggende rolle, som racisme spiller i vort samfund'.

Der skal reformer til for at gøre noget ved det og skabe 'ægte forandringer'.

'Vi må mobilisere og øge opmærksomheden, og vi må organisere og stemme for at sikre, at vi vælger kandidater, som vil lave reformer.'

I weekenden afviste præsident Donald Trumps administration, at der er systematisk racisme.

Obama nævnte i sin erklæring ikke Trump.

Bevægelsen 'Black Lives Matter' er vokset frem som en reaktion på politiets drab på sorte, ubevæbnede mænd.

Mange demonstranter bærer bannere med skilte fra bevægelsen.

Bevægelsen begyndte, da Obama var præsident fra 2009 til 2017.

/ritzau/