En amerikaner er fløjet fra Kent i England til en kålmark i Frankrig under et halvt hundrede helium-balloner.

Den amerikanske vovehals Jonathan Trappe har sat ny rekord i mærkelige måder at krydse Den Engelske Kanal på, rapporterer britiske medier.

Trappe havde fæstnet over 50 balloner med helium på en stol og steg til vejrs fra en mark i grevskabet Kent. Knap fire timer senere landede han i en kålmark i Frankrig, efter at han havde løsnet nogle af de stærke farvede balloner.

- Har I aldrig haft drømmen om blot at holde fast i et sæt af børneballoner og flyve gennem rummet? siger Trappe om sin bedrift.

- Det var umådeligt smukt. Dovers hvide klinter og Frankrigs kyst. Det var en stille og fredfyldt oplevelse, siger Trappe videre til det britiske tv-selskab Sky News efter sin landing.

Trappe er pilot, og hans fire timer lange flyvning var blevet aftalt med de britiske luftfartsmyndigheder.

/ritzau/AFP