Baby-søkoen Marium, som har opnået stjernestatus i Thailand, døde lørdag morgen. Det har nærmest udløst landesorg.

I april skyllede den lille hun-søko forkommen op på Krabis kyst i det sydlige Thailand.

Dyrlæger tog sig godt af det nuttede lille væsen, og fotos af Marium og dyrlægerne blev hurtigt et viralt fænomen.

Det skriver CNN.

Kort efter skyllede endnu en baby-søko op på kysten.

Den blev navngivet Jamil af den thailandske prinsesse Sirivannavari Nariratana Rajakanya, og de to hav-babyer blev et sandt internet-stjernepar.

De såkaldte dygong-søkøer er en truet dyreart, som optræder på FN's Rød liste. For søkøerne er truede af både havforurening, indsnævring af levesteder og jagt.

Marium og Jamil fik ikke bare stjernestatus på nettet. De blev også symbol på kampen for at forbedre og bevare havmiljøet.

På Facebook har fans de seneste måneder kunnet følge Marium live, mens dyrlægerne har behandlet og fodret hende op til 15 gange i døgnet.

Men nu er det slut.

I sidste uge skrev Thailands hav- og kystmyndigheder (DMCR) på Facebook, at Marium var blevet syg og nægtede at indtage føde.

I første omgang havde dyrlægerne held til at behandle en luftvejsinfektion i Marium, men en obduktion har nu vist, at dyrets tarmsystem var fyldt med plastikaffald fra havet.

Platikophobningen i Mariums indre forårsagede inflammation og gasophobning i bugen, hvilket endte med at tage livet af søkoen.

DMCR's post på Facebook om Mariums død er blevet delt hele 40.000 gange, og over 11.000 har udtrykt sorg og chok over nyheden om dyrets død.

Dyrlægen Nantarika Chansue, som behandlede Marium, har i et opslag på Facebook skrevet, at dødsfaldet viser os alle, hvor vigtigt det er at passe på havmiljøet:

»Hun lærte os at elske, og da hun gik bort, var det, som om hun ville sige til os alle, at vi vi skal passe på og bevare hendes art.«