»Hey, Siri. Ring til en ambulance.«

Sådan lød ordene fra australske Stacey Gleeson, da hun fandt sin et-årige datter, Giana, liggende på gulvet. Hun trak ikke vejret og var blevet blå i hovedet.

»Jeg samlede hende op og sad med hende på gulvet, mens jeg undersøgte hendes luftveje. Derfra kunne jeg se, at jeg havde glemt min telefon,« siger Stacey Gleeson til 7 News.

Da hun sad der, kom Stacey Gleeson i tanke om sin iPhones Siri-funktion. Efter den nye opdatering er det nemlig muligt at aktivere Siri udelukkende ved at råbe 'Hey, Siri.'

Stacey Gleeson aktiverede Siri og fik telefonen til at ringe efter en ambulance, og i mellemtiden kunne hun selv fokusere på at give sin datter førstehjælp.

»Før jeg vidste af det, var der en ambulance på vej, og Giana trak vejret igen,« siger Stacey Gleeson.

Giana Gleesons far, Nic Gleeson, var væk fra huset på forretningsrejse. Han er lykkelig for, at hans datter – takket være Siri – fortsat er i live.

»Det har måske været det, der gav de få livgivende sekunder, Stacey skulle bruge for at holde Giana i live,« siger Nic Gleeson og tilføjer:

»Børn, voksne, alle burde være klar over, hvad deres telefon er i stand til. Det har reddet min datters liv.«