Det anerkendte amerikanske tøjmærke Brooks Brothers, der blandt andet har leveret tøj til en lang række amerikanske præsidenter, har indgivet konkursbegæring.

Det er coronavirussen, der ser ud til at have skubbet firmaet ud over kanten.

Det skriver CNN.

Det mere end 200 år gamle firma har de seneste år kæmpet i takt med, at forretningstøjet og -stilen er blevet mere afslappet.

Men det er coronavirussen, der har slået det traditionsrige tøjfirma, der har leveret tøj til 40 af de amerikanske præsidenter, helt ud af kurs.

Det skyldes, at efterspørgslen på blandt andet jakkesæt faldt drastisk, da coronakrisen brød ud.

Onsdag søgte firmaet om det, der hedder 'Chapter 11', som er en konkursbeskyttelse, der svarer til en betalingsstandsning i Danmark, da man håber, at det kan beskytte firmaet mod kreditorer, mens man leder efter en ny ejer, som kan overtage firmaet.

Brooks Brothers blev grundlagt i 1818 og er dermed et af de ældste tøjmærker i USA, skriver BBC.

Mærket er blevet båret af flere præsidenter, blandt andre John F. Kennedy og Barack Obama.

Siden 2001 har den italienske forretningsmand Claudio Del Vecchio ejet det.