Familien Holch Povlsen har forladt Sri Lanka. En rådgiver skal identificere ligene af de tre dræbte børn.

Det fortæller den danske ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, der er rejst til Sri Lanka på grund af terrorangrebet og den danske tragedie, til B.T.

»Familien til de dræbte er rejst, men de har efterladt rådgivere, der handler på deres vegne. Hovedopgaven bliver at identificere de dræbte,« siger Peter Taksøe-Jensen, som ikke sætter navn på familien.

De tre børn blev dræbt, da to bomber eksploderede på Hotel Shangri-La i Sri Lankas hovedstad, Colombo.

Her ses Peter Taksøe-Jensen foran den norske ambassade i Colombo, Sri Lanka.
Her ses Peter Taksøe-Jensen foran den norske ambassade i Colombo, Sri Lanka. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Bomberne var en del af et koordineret angreb mod hoteller og kirker, der dræbte 321 personer og sårede 500.

Mandag bekræftede en talsmand for Bestseller-koncernen, at de tre dræbte danskere alle er børn af koncernens ejer og administrerende direktør, Anders Holch Povlsen. Han var på ferie med sin hustru, Anne Holch Povlsen, og deres fire børn.

Hotel Shangri-La er helt lukket ned, og der foregår nu et stort arbejde med at efterforske angrebet og identificere ligene.

Peter Taksøe-Jensen oplyser, at den tunge og svære opgave med at identificere de tre danske børn er overladt til en rådgiver fra familien, der har kendt børnene.

Familiens rådgivere får hjælp og støtte fra den danske ambassade.

»Vi bistår dem 200 procent. Vi hjælper dem blandt andet med papirarbejde og logistik,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Han er tydeligt berørt af tragedien, da B.T. møder ham foran den norske ambassade i Sri Lanka.

»Jeg har aldrig været ude for noget så tragisk før i min karriere,« siger han.

Peter Taksøe-Jensen har tidligere været dansk ambassadør i USA.