Den nyfødte pige var formentlig kun en time gammel, da hun blev forladt midt på vejen. Politiet jagter nu kvinden, som har forladt barnet.

Det var et 'frygteligt, koldt øjeblik', da det 21-årige avisbud Aurelio Fuentes Jr. så en nyfødt baby ligge på midt på landevejen, mens han var på vej for at levere avisen The Fresno Bee til en kunde i Madera i det centrale Californien, USA.

Det lokale politi undersøger nu sagen, hvor den nyfødte pige blev fundet - stadig med navlestrengen intakt.

Politiet jagter stadig kvinden, der mistænkes at være mor til den lille baby. Det skriver avisen The Fresno Bee.

Da Fuentes kort tid efter var på vej med sine aviser til et hus, så han pludselig noget hvidt bevæge sig midt på vejen. Han troede først, at det var et dyr.

Da han kom nærmere, blev han klar over, at det var en baby, der lå grædende på ryggen. Et temmeligt usædvanligt syn, som han da også var adskillige sekunder om at forstå.

Han stoppede straks sin bil - som heldigvis kun kørte under 10 km/t. - og skyndte sig at ringe 911.

Han fik besked på at samle babyen op fra vejen og så til sin overraskelse, at hun ikke havde nogen ble på.

En forbipasserende kvinde stoppede op og spurgte, om alt var okay.

Fuentes fortalte da, at han netop havde fundet babyen midt på vejen, og da de kiggede nærmere på den nyfødte, opdagede de, at navlestrengen stadig sad fast.

Kun minutter efter ankom både sheriffen, en ambulance og en brandbil til stedet. Babyen blev straks kørt på hospitalet.

I Californien er det lovligt for en forælder at aflevere sit barn inden for de første 72 timer efter fødselen til et sikkert sted. Sikre steder kan f.eks. være hospitaler eller andre lokaliteter, der er blevet godkendt af de lokale myndigheder.