Den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn har indgået et forlig med den stuepige, som han beskyldes for at have forulempet. Ifølge avisen Le Monde lyder forliget på godt 34 millioner kroner.

USA: Inden for den kommende uge sættes der et punktum for sexsagen, der sidste år kostede franske Dominique Strauss-Kahn posten som direktør for Den Internationale Valutafond.

Flere internationale medier meddeler, at Strauss-Kahn har indgået forlig med Nafissatou Diallo, der arbejdede som stuepige på hotellet Sofitel New York, hvor han angiveligt overfaldt hende seksuelt 14. maj 2011. Detaljerne omkring forliget kendes ikke, men den franske avis Le Monde mener at vide, at Strauss-Kahn betaler stuepigen ikke mindre end seks millioner dollars, 34,4 millioner danske koner.

Ifølge Le Monde har Dominique Strauss-Kahn lånt tre millioner dollars i banken og yderligere tre millioner af sin hustru, Anne Sinclair. Parterne ventes at underskrive forliget 7. december i New York.

Over for Reuters afviser advokaterne for både Strauss-Kahn og Diallo at kommentere forlydenderne om et forlig.

- Hverken Dominique Strauss-Kahn eller hans advokater vil kommentere sagsgangen i USA. Når det er sagt, benægter de på det kraftigste de fejlagtige og fantasifulde oplysninger, som Le Monde videreformidler, hedder det i en officiel udtalelse fra Strauss-Kahns forsvarshold.

Dominique Strauss-Kahn sad fængslet i halvanden måned, sigtet for seksuelt overgreb og forsøg på voldtægt. Amerikansk politi valgte at opgive sagen, da stuepigens forklaring ifølge anklagemyndigheden ikke holdt vand, men Nafissatou Diallo valgte i stedet at anlægge et civilt søgsmål.

Ifølge Diallo forsøgte Strauss-Kahn at tvinge hende til oralsex. Hans forklaring går på, at det seksuelle møde var gensidigt, men han har udtalt, at han fortryder sin handling, som han betegner som upassende.

Efter søgsmålet fra Diallo anlagde Strauss-Kahn selv sag mod den tidligere stuepige, som han beskylder for at have ødelagt sin karriere og spoleret sit ry.