Siden nyheden om den verdensberømte musiker Aviciis med det borgerlige navn Tim Berglin død kom fredag, har en lang række prominente musikere hyldet den 28-årige svensker, ligesom også hans ekskæreste nu har lagt en række billeder på Instagram, hvor hun mindes dj'en.

'Kom nu, babe, du må ikke give op. Vælg mig. og jeg skal vise dig kærlighed.'

Sådan indleder Emily Goldberg, der ifølge britiske Metro var kærester med Avicii fra 2011 og frem til 2013, et opslag på det sociale medie Instagram, inden hun fortsætter:

'Dette er teksten fra en sang, Tim skrev til mig. Jeg ville ønske, at jeg havde kunne leve op til det. I de år, vi var sammen, var han den, jeg kunne sige alt til og min bedste ven. Nu kan jeg ikke se på Bear (hendes hund, red.) uden at tænke på, at jeg aldrig kommer til at se hans ansigt igen. Jeg samler fortsat tankerne og tak for alle jeres hilsener. Væk mig når alt er over, for jeg vil ikke have, at det her er virkeligheden,' lyder det i opslaget, der er har fået knap 20.000 likes og mere end 500 kommentarer.

Tim Berglin, der for de fleste nok er bedre kendt som Avicii, blev fundet død fredag eftermiddag på et hotel i Omans hovedstad, Muscat.

Det vides endnu ikke, hvad den 28-årige svensker døde af, men politiet i Oman kunne lørdag formiddag oplyse til SVT Nyheder, at man ikke mistænker, at der skulle være sket en forbrydelse.

Politiet siger samtidig til mediet, at man ved, hvad der er sket, men ikke ønsker at dele de oplysninger med medierne.

Tim Bergling bedre kendt som stjernen Avicii.
Tim Bergling bedre kendt som stjernen Avicii. Foto: Instagram/Avicii via REUTERS
Vis mere

»Vi har alle de oplysninger, vi ved hvad der skete, men vi slipper det ikke til medierne,« siger en politibetjent i sagen til SVT Nyheder.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Til den svenske avis Expressen siger politiet dog, at man inden for kort tid vil komme med mere information om dødsfaldet.

»Vi vil arbejde videre med sagen, og vil være i stand til at give oplysninger inden for kort tid. Dette er et prioriteret tilfælde,« siger en talsmand for politiet i Muscat til mediet.

Foto: Lucy Nicholson (arkiv).
Vis mere

Den svenske dj er særligt kendt for sangene 'Hey Brother', 'Wake Me Up' og 'Levels', som strøg til tops på hitlisterne verden over, og han har i mange år været betragtet som en af verdens førende dj's.

Kort inden sin død blev han nomineret til en Billboard Music Award for bedste dance/elektroniske album, og i et opslag på Facebook takker han den 17. april for nomineringen.