Den 41-årige Renae Lawrence risikerer at skulle tilbage bag tremmer efter mange års afsoning på Bali.

En kvindelig narkosmugler, som har tilbragt over 13 år i et fængsel i Indonesien, er torsdag vendt tilbage til sit hjemland, Australien.

Og her risikerer hun også at få en fængselsdom for påståede lovovertrædelser begået før hendes langvarige tvangsophold i udlandet.

Den nu 41-årige Renae Lawrence var en af ni australiere, som i 2005 blev anholdt, da de forsøgte at smugle 8,3 kilo heroin fra den indonesiske turistø Bali til Australien.

Gruppen af narkosmuglere kendes i Australien som "the Bali Nine". De to ledere af gruppen blev dømt til døden.

Da Renae Lawrence torsdag morgen lokal tid landede i lufthavnen i Brisbane, blev hun mødt af en horde af journalister, fotografer og tv-kameraer samt sin mor og stedbror.

Men det var sparsomt med citater til pressen.

- Vi har ingen kommentarer. Vi har ikke noget at sige, sagde hendes mor, Beverley Waterman, før hun bad journalisterne om at lade familien være i fred.

Senere beskrev hun over for nyhedsbureauet Australian Associated Press datterens hjemkomst som "overvældende".

I sin hjemby Newcastle i delstaten New South Wales har Renae Lawrence to uafklarede sager med politiet. Blandt andet om en biljagt ved høj hastighed i 2005.

Renae Lawrence er den første fra "the Bali Nine", som er løsladt. Hun blev idømt 20 års fængsel, men som følge af god opførsel har myndighederne i Indonesien nedsat straffen.

De to ledere af gruppen, Myuran Sukumaran og Andrew Chan, blev efter at have siddet i ti år på dødsgangen, henrettet i 2015.

Fem andre afsoner livstidsdomme, mens et andet medlem døde af kræft i maj i år.

/ritzau/