Søndag aften faldt en mand ind i en flishugger og omkom efter den tragiske ulykke, som fandt sted i Australien. Det var en uhyggelig ulykke, der må have gjort et forfærdeligt indtryk på vidnerne, der var til stede.

Det skriver Daily Mail.

Manden var del af en arbejdsgruppe, som var i gang med at arbejde på en indkørsel ved en bolig i Goomboorian i nærheden af Gympie i Queensland.

Daily Mail har snakket med en talsmand for politiet, der kan oplyse følgende om den forfærdelige hændelse:

»En af mændene blev fanget af flishuggeren og røg gennem maskinen med døden til følge,« siger talsmanden for politiet i Queensland.

Ifølge mediet, der har en lokalafdeling i Australien, er både politi og arbejdstilsynet i gang med at efterforske, hvordan det kunne gå så galt for den 54-årige mand.

Derfor er det endnu for tidligt at sige, hvordan ulykken kunne finde sted.

Ulykken fandt sted søndag aften omkring 19.40 lokal tid.