Et australsk flådefartøj beslaglagde i sidste uge hash og heroin for to milliarder kroner i Det Arabiske Hav.

Sydney. Den australske flåde beslaglagde i sidste uge en stor sending hash og heroin om bord på tre fartøjer i Det Arabiske Hav.

Det oplyser det australske forsvarsministerium lørdag.

De australske myndigheder fandt under en stor ransagning otte ton hash og 69 kilo heroin, der vurderes at have en værdi på mere end to milliarder danske kroner.

Det er dermed den største beslaglæggelse af forbudte stoffer foretaget af et australsk flådefartøj i forbindelse med sikkerhedsoperationer i Mellemøsten.

Forsendelsen var på vej mod verdensmarkedet, fremgår det af forsvarsministeriets meddelelse.

Det beslaglagte narkotika blev bragt om bord på HMAS Warramunga efter ransagningen af de tre fartøjer. Det vil senere blive smidt i havet.

- Denne operation vil påvirke strømmen af narkotika i hele verden og narkopenge, der finansierer ekstremistiske organisationer, siger generalmajor John Frewen.

Det australske forsvarsministerium oplyser ikke, hvor den beslaglagte narkotika stammer fra.

HMAS Warramunga er en del af den såkaldte Combined Maritime Forces-alliance, hvor 30 lande deltager i patruljeringen af internationale farvande.

Det australske flådefartøj fokuserer fortrinsvist på terrorrelaterede aktiviteter i Mellemøsten og Det Indiske Ocean.

/ritzau/AFP