Myanmars leder melder afbud til årligt FN-stormøde på et tidspunkt, hvor hun kritiseres for rohingya-krise.

Hanoi. Myanmars politiske leder, Aung San Suu Kyi, deltager ikke i FN's Generalforsamling, der indledes i New York i næste uge.

Det bekræfter Myanmars minister for internationalt samarbejde, Kyaw Tin.

- Hun har ingen planer om at tage dertil, siger Tin, som onsdag er med Suu Kyi til møde i World Economic Forum i Vietnam.

Han opgiver ikke nogen årsag til, at Suu Kyi bliver væk.

Myanmar er under stort internationalt pres på grund af krisen i Rakhine-delstaten i den nordlige del af landet.

I en rapport anbefalede FN for nylig, at Myanmars hærchef og andre ledere i hæren bør retsforfølges for folkedrab på de muslimske rohingyaer.

Der rettes også skarp kritik mod Aung San Suu Kyi, der tidligere blev set som et af verdens største demokratiikoner og har modtaget Nobels fredspris.

Hun har "ikke brugt sin etablerede position som leder af regeringen eller sin moralske autoritet til at dæmme op for eller forhindre de løbende begivenheder", lød kritikken i rapporten.

Suu Kyi, der tiltrådte i 2016, deltog heller ikke, da Generalforsamlingen åbnede sidste år.

På det tidspunkt lød forklaringen, at hun måtte blive i Myanmar for at tage sig af den sikkerhedskrise, der var opstået i Rakhine.

I august sidste år angreb en gruppe militante rohingya-muslimer politi og sikkerhedsstyrker. Det udløste en omfattende militæroperation, som menes at have kostet et stort antal mennesker livet.

700.000 rohingyaer er siden flygtet over grænsen til Bangladesh. Mange af dem har fortalt om, hvordan soldater har dræbt deres familiemedlemmer og brændt deres landsbyer ned.

FN's Generalforsamling indledes i New York på tirsdag.

/ritzau/AP