Fra 2033 ophører den tyske bilproducent Audi med at producere benzin- og dieseldrevne køretøjer.

Adskillige bilfabrikanter har meldt ud, at de mellem 2030 og 2035 helt vil indstille fremstilling af benzin- og dieselbiler eller nedbringe produktionen markant. I stedet vil de satse på elektriske køretøjer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Samme melding kommer nu fra Audi. Den tyske bilfabrik regner med senest i 2033 at stoppe produktionen af biler med forbrændingsmotorer. Det oplyser selskabets koncernchef tirsdag.

- Audi er klar til tage sit afgørende skridt ind i den elektriske tidsalder, siger koncernchef Markus Duesmann.

Fra 2026 regner Audi desuden med udelukkende at lancere nye modeller, som er fuldt ud batteridrevne.

Samtidig vil den klassiske forbrændingsmotor til eksisterende modeller gradvist blive udfaset frem mod 2033.

Måske med undtagelse af i Kina, der har udviklet sig til verdens største bilmarked.

Ifølge Markus Duesmann vil Audis lokale partnere i Kina muligvis fortsætte med at producere biler med forbrændingsmotorer efter 2033, skriver AFP.

Kina er Audis største marked globalt med et salg i 2020 på næsten 727.000 biler.

Det er det hidtil højeste antal for den tyske producent på det store marked. Heraf var omkring 675.000 produceret i Kina af Audis to kinesiske partnere ifølge avisen China Daily.

Bilproducenter alle steder bruger enorme summer på at skifte over til elektriske køretøjer som følge af stigende global bekymring over klimaforandringer.

I Europa er skærpede bestemmelser fra EU om bilers forurening fra udstødningsgasser medvirkende til at accelerere overgangen til elbiler.

De såkaldte euronormer sætter grænser for, hvor meget biler, busser og andre køretøjer må forurene. Reglerne gælder for alle nye biler, der bliver solgt i EU, uanset hvor de er fabrikeret ifølge miljøministeriets hjemmeside.

/ritzau/