Et par i den nordtyske soveby Bargstedt vest for Hamburg fik tidligt lørdag morgen en brat opvågning.

Klokken 6.25 bragede en Audi med høj hastighed mod deres rødstensvilla.

Bilens forende kom til at stikke gennem døråbningen til huset, så døren brutalt blev mast ind. Og et løsrevet dæk blev kastet ind i husets køkken gennem et vindue.

Mens husets beboere i soveværelset slap uskadte fra den bratte vækning, gik det værre for den 27-årige chauffør bag rattet i den forulykkede Audi.

Han blev fastklemt i bilen ved påkørslen af huset, så tilkaldte redningsfolk fra det lokale brandvæsen bagefter måtte skære ham ud bilvraget med hjælp fra kraftigt, hydraulisk udstyr, der kunne klippe taget af Audien, skriver det tyske medie Bild.

Efterfølgende blev han kørt på hospitalet med alvorlige kvæstelser. Hans nærmere tilstand er senere lørdag ikke oplyst.

Det er endnu ikke med sikkerhed fastslået, hvad der var årsag til den spektakulære ulykke.

Dog gættes der umiddelbart på, at den 27-årige mand havde gasset for voldsomt op i en højrekurve umiddelbart inden, da han havde holdt i et nærliggende lyskryds.

Brandfolkene måtte skære taget af den totalskadede Audi for at kunne redde den 27-årige, kvæstede chauffør ud og få ham bragt på hospitalet.
Brandfolkene måtte skære taget af den totalskadede Audi for at kunne redde den 27-årige, kvæstede chauffør ud og få ham bragt på hospitalet. Foto: Politiet i Stade
Vis mere

Herfra tyder hjulsporene ved uheldsstedet på, at han i sin Audi var kørt tværs over midterrabatten, gennem et hækanlæg og ind i huset. Undervejs strejfede bilen også både en lysmast og en træstamme.

Ifølge de lokale myndigheder anslås det umiddelbart, at skaderne på huset kan løbe op i omkring 750.000 kroner.

Audien blev totalskadet.