Et enkelt skud blev fredag affyret mod præsident Barack Obamas hovedkvarter for valgkampagnen i Denver i staten Colorado. Kuglen knuste en rude, og ingen kom til skade, oplyser politiet ifølge Reuters.

Kampagnemedarbejderne arbejdede i bygningen, da skuddet blev affyret, og en af dem ringede til politiet.

- Lige nu er ingen tilbageholdt, og efterforskerne ser på overvågningsvideoen for at finde ud af, om de kan identificere et køretøj, siger Raquel Lopez fra politiet i Denver, der ikke er bekendt med, at der har været fremsat trusler mod kampagnen.

Ifølge Lopez er Secret Service, der står for beskyttelsen af præsident Obama, ikke involveret i efterforskningen af skudepisoden, men sikkerhedstjenesten kan blive inddraget alt efter, hvad politiet i Denver finder frem til, skriver CNN.

Præsidenten selv var dog ikke i nærheden af at blive ramt af skuddet. Han opholdt sig i Washington, da skudepisoden fandt sted.

BNB