Iran overholder foreløbig international atomaftale - men kunne være hurtigere til at lukke inspektører ind.

Genève. Iran har i grove træk overholdt restriktionerne for landets atomprogram, siden præsident Donald Trump for tre uger siden trak USA ud af den internationale aftale.

Det siger Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) ifølge nyhedsbureauet Reuters i sin første rapport efter meldingen fra Trump.

Ifølge IAEA har Iran blandt andet overholdt grænsen for størrelsen på landets lager af beriget uran og for det tilladte niveau af berigelse.

IAEA er dog ikke helt tilfreds med den adgang, Iran giver til IAEA's inspektører. Det går for langsomt at få fuld adgang for alle inspektører.

- Det ville lette gennemførelsen af aftalen, hvis Iran samarbejdede rettidigt og proaktivt for at sikre denne adgang, hedder det blandt andet i rapporten.

Donald Trump meddelte 8. maj, at USA trækker sig ud af aftalen. Det betyder også, at USA igen aktiverer skrappe sanktioner mod Iran. Andre lande, der handler med Iran, kan dermed også blive ramt af amerikanske sanktioner.

De øvrige aftaleparter - Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Rusland, Kina og Iran - arbejder for at redde aftalen. De mødes fredag i Wien for at diskutere deres næste skridt.

Irans åndelige leder, Ayatollah Ali Khamenei, sagde onsdag, at Iran ikke ønskede at diskutere sit missilprogram i en ny aftale.

Samtidig stillede han krav til europæiske lande om at kompensere Iran for et eventuelt tab på indtjening af oliesalg.

Mandag advarede USA's udenrigsminister Mike Pompeo Iran om, at landet vil blive ramt af de skrappest sanktioner i verdenshistorien. Samtidig frarådede han europæiske selskaber at gøre forretninger i Iran.

/ritzau/Reuters