Det er kun et spørgsmål om tid, inden vi løber tør for held, og der sker en katastrofe på atomkraftværket i Zaporizjzja.

Sådan lyder den særdeles dystre udmelding fra Rafael Mariano Grossi, som er generaldirektør for det internationale atomagentur IAEA, i en meddelelse på organisationens hjemmeside.

IAEA og Rafael Mariano Grossi har ved adskillige tidligere lejligheder udtrykt dyb bekymring for situationen omkring det ukrainske atomkraftværk, som russiske invasionsstyrker tog kontrollen over i marts sidste år.

»Vi lever på lånt tid, når det kommer til atomsikkerheden ved Zaporizjzja-kraftværket,« siger Rafael Mariano Grossi nu.

IAEA's generaldirektør Rafael Mariano Grossi under sit seneste besøg i Zaporizjzja i slutningen af marts.
IAEA's generaldirektør Rafael Mariano Grossi under sit seneste besøg i Zaporizjzja i slutningen af marts. Foto: VITALII MATOKHA
Vis mere

»Medmindre vi skrider til handling for at beskytte kraftværket, vil vi før eller siden løbe tør held, og det vil have potentielt alvorlige konsekvenser for den menneskelige sundhed og for miljøet,« tilføjer Rafael Mariano Grossi.

Han beretter, at der inden for den seneste uge er sprunget to landminer uden for det hegn, som omkranser Zaporizjzja-værket. Det er sket henholdsvis 8. og 12. april.

Rafael Mariano Grossi har mødt både den russiske atomchef, generaldirektør Aleksej Likatjev, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, inden for de seneste uger, for at diskutere atomsikkerheden med begge parter.

IAEA-chef Rafael Mariano Grossi (t.h.) møder Alexej Likachev fra det russiske atomagentur i Kaliningrad 5. april 2023.
IAEA-chef Rafael Mariano Grossi (t.h.) møder Alexej Likachev fra det russiske atomagentur i Kaliningrad 5. april 2023. Foto: HANDOUT
Vis mere

Han ønsker begge parters tilkendegivelse af, at man ikke angriber et atomkraftværk eller bruger det til at lancere et angreb.

IAEA-chefen har nemlig selv observeret nye indikationer på øget militær aktivitet omkring kraftværket i forhold til sit forrige besøg i begyndelsen af september 2022.

Rafael Mariano Grossi er dog også særdeles bekymret over, at Zaporizjzja-kraftværket kører på kun én kraftlinje, for en reservelinje, som blev beskadiget 1. marts, er endnu ikke repareret, oplyser IAEA.

Hvis begge linjer er nede, vil kraftværket være tvunget til at forlade sig på nødgeneratorer, der kører på diesel, for at kunne afkøle de seks reaktorer.

Det skete senest i 11 timer den 9. marts, forklarer Rafael Mariano Grossi, som kalder det »en uacceptabel situation for atomsikkerheden«.