89 procent af alle over 65 år er nu fuldt vaccineret i Sverige. I Stockholm kan ældre nu vælge vaccine.

Coronavaccinen fra AstraZeneca bliver gradvist udfaset i Sverige.

De svenske sundhedsmyndigheder siger fredag, at 89 procent af de personer, der er over 65 år - den befolkningsgruppe, som overvejende har modtaget vaccinen i Sverige - nu er fuldt vaccineret.

- Af denne grund har sundhedsmyndighederne besluttet at indstille distribueringen af vaccinen til de enkelte regioner, så brugen af vaccinen udfases, hedder det.

Regionerne har stadig lagre af AstraZeneca, og de kan derfor bruge enten den eller vaccinerne fra BioNTech/Pfizer og Moderna.

En del af de tilbageværende AstraZeneca doser vil blive doneret væk.

I region Stockholm siger myndighederne, at personer, som er over 65 år, snart kan vælge, om de vil have AstraZenecas vaccine eller mRNA-vaccinerne Pfizer/Biontech og Moderna.

- Tidligere var vi nødsaget til at give AstraZenecas vaccine til den aldersgruppe, som kunne få den, for at kunne vaccinere andre grupper så hurtigt som muligt, siger Elda Sparrelid, cheflæge i regionen.

Det er nu håbet, at flere ældre vil blive fuldt vaccineret, fordi de får valgmuligheden.

- Vi har konstateret, at graden af vaccinationer er noget lavere i aldersgruppen 65 til 69 sammenholdt med både ældre og noget yngre grupper, påpeger Elda Sparrelid.

Hun pointerer samtidig, at det er vigtigt at arbejde på to fronter: Yngre skal vaccineres for at mindske smitteudbredelse, og ældre skal vaccineres for at være beskyttet, da de oftest har brug for hospitalerne.

/ritzau/TT