Dødsdom omgøres til livstid med straffearbejde, og livstid bliver til 20 års fængsel med nyt dekret i Syrien.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har søndag udstedt et dekret, der mindsker straffen for nogle dømte medborgere og løslader andre.

Det såkaldte "amnesti-dekret" er det seneste af en række dekreter i samme kategori, der har resulteret i, at flere tusinde fanger er blevet løsladt.

Dekretet er rettet mod kriminalitet, der har fundet sted inden 14. september 2019.

Det betyder blandt andet, at nogle af de fanger, der er tilbageholdt under en terrorlov fra 2012, kan se frem til at slippe ud af fængslerne.

Det gælder de tilfælde, hvor borgere er dømt for "konspiration" eller for at undlade at informere myndighederne om terrorisme.

Derudover vil fanger, der er idømt dødsstraf, i stedet tilbringe livstid i fængslerne, hvor de skal udføre straffearbejde.

De fanger, der er idømt til et liv med straffearbejde, skal i stedet arbejde i 20 år, og dem, der afsoner en livstidsdom, skal i stedet sidde i fængsel i 20 år.

Desuden skal fanger, der lider af uhelbredelige sygdomme, og som er ældre end 75 år, også løslades.

Desertører kan også blive undtaget for straf. Det gælder, hvis de melder sig selv inden tre måneder, hvis de befinder sig i Syrien og seks måneder, hvis de er udenfor.

Til sidst kan kidnappere, som befrier dem, de har taget til gidsler, i god behold, indenfor den næste måned også undgå at blive straffet.

I 2014 sikrede Bashar al-Assad sig endnu en periode som præsident, efter at han havde afholdt valg i de regeringskontrollerede områder.

Derefter udstedte han også et "amnesti-dekret". Senere samme år meddelte regeringen, at omkring 11.000 fængslede var blevet løsladt i Syrien.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der dokumenterer brud på menneskerettighederne, var kun 7000 blevet løsladt.

Siden krigen brød ud i Syrien i 2011 har flere end 370.000 mennesker mistet livet, og flere millioner borgere er blevet nødt til at flygte fra deres hjem.

/ritzau/AFP