Efter en dag med nye blodige angreb er der indgået en humanitær våbenhvile for Nagorno-Karabakh.

Armenien og Aserbajdsjan har indgået en humanitær våbenhvile i Nagorno-Karabakh gældende fra midnat natten til søndag lokal tid.

Det siger de to regeringer i enslydende meddelelser lørdag aften.

- Republikken Armenien og republikken Aserbajdsjan er blevet enige om en humanitær våbenhvile fra 18. oktober klokken 00.00 lokal tid, lyder det.

Det er lørdag klokken 22.00 dansk tid.

Våbenhvilen skal bringe et ophør i kampene mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og armenske separatister i regionen Nagorno-Karabakh på den anden side.

De seneste ugers kampe har kostet hundredvis af mennesker livet og fordrevet langt flere.

Også lørdag var der nye angreb med flere dræbte og sårede. I byen Ganja i Aserbajdsjan er der meldinger om, at mindst 12 civile er dræbt og over 40 såret i et armensk raketangreb mod et boligområde.

Angrebet kom nogle timer efter ny beskydning af Stepanakert, der er den største by i Nagorno-Karabakh.

Konflikten om udbryderregionen har hersket siden starten af 1990'erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Regionen er internationalt anerkendt som aserbajdsjansk territorium, men det har været kontrolleret af separatister i mange år. Enklaven har et armensk flertal.

Armenien og Aserbajdsjan nåede også for lidt over en uge siden til enighed om en våbenhvile. Men i sidste weekend var der kort efter våbenhvilens ikrafttræden meldinger om brud på aftalen.

/ritzau/Reuters