Arkæologer har under udgravninger i den begravede by Pompeji fundet et maleri, der viser den temmeligt vovede scene med den romerske gud Jupiter, der er forklædt som en svane, sammen med dronning Leda af Sparta fra den græske mytologi.

Figuren Leda, der bliver befrugtet af en gud, der har taget form som en svane, er et ofte set tema på væggen i soveværelser i Pompeji, der blev udslettet af flere udbrud af vulkanen Vesuv i år 79 før Kristus.

Resterne af byen, der ligger nær Napoli, har været under udgravning i mange år, og chefen for Pompejis arkæologiske udgravninger, Massimo Osanna, roste den seneste version af 'Leda og Svanen'. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Maleriet er lavet, så Leda ser ud til at betragte enhver, som træder ind i værelset, fortæller han til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Her ses værket 'Leda og Svanen', malet på væggen i et soveværelse i den begravede by Pompeji.
Her ses værket 'Leda og Svanen', malet på væggen i et soveværelse i den begravede by Pompeji. Foto: CESARE ABBATE
Vis mere

»Leda ser ud til at betragte tilskueren med en sensualitet, der er absolut udtalt,« fortæller Osanna. »Myten om kærlighed har en speciel sensualitet i et soveværelse, hvor der selvfølgelig sker andet og mere end bare søvn.«

Myten er blevet beskrevet af flere forskellige kunstnere op igennem historien, bl.a. Leonardo da Vinci og Jacopo Tintoretto.

Frescoen, hvis farver stadig er bemærkelsesværdig klare, blev fundet i fredags.

Der blev arbejdet på at forstærke strukturerne i den gamle by, efter at regnbyger og almindeligt slid truede med at få nogle ruiner til at kollapse.

Her er en arkæolog ved at rense frescoen 'Leda og Svanen'.
Her er en arkæolog ved at rense frescoen 'Leda og Svanen'. Foto: CESARE ABBATE
Vis mere

Arkæologerne arbejder med den hypotese, at bygningens ejer var en rig handelsmand, som gerne ville fremstå som kulturelt avanceret og derfor havde myteinspirerede frescoer i sit hus.

I København var 'Leda og Svanen' engang et berømt vartegn for byen.

I årene fra 1610/1611 og indtil 1795 var en skulptur af netop 'Leda og Svanen' opstillet på en høj søjle i Københavns Havn mellem Slotsholmen og Christianshavn lige ved indløbet til Tøjhushavnen.