Argentina forhandler med kreditorer om at få nedskrevet stor gæld. Landet risikerer sin niende statsbankerot.

Argentina har gennem historien haft store økonomiske problemer, og fredag risikerer landet at gå fallit for niende gang.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Argentina skal fredag betale af på et stort lån til internationale kreditorer, men har svært ved at stille med pengene.

Sideløbende forsøger landet at forhandle en gældsaftale med sine kreditorer.

Torsdag aften forlængede Argentina en deadline for at finde en løsning med en gruppe internationale kreditorer, der ejer argentinske statsobligationer til en værdi af 442 milliarder kroner.

Forhandlingerne har kørt gennem de seneste uger. Argentina forsøger at lande en aftale, hvor gælden bliver nedskrevet, så landet skal betale mindre tilbage.

Argentina har foreslået at nedskrive 62 procent af gælden og få tre års henstand, og at løbetiden på obligationer skulle udskydes til 2030. Det har indtil videre ikke været spiseligt for kreditorerne.

Præsident Alberto Fernandez har flere gange understreget, at man er nødt til at finde en løsning, da landet ganske enkelt ikke er i stand til at betale sin gæld.

Det er langtfra første gang, at Argentina er i økonomisk uføre. Faktisk er det sydamerikanske land gået statsbankerot hele otte gange, siden landet blev selvstændigt i 1816 - senest i 2014.

Argentina er den næststørste økonomi i Sydamerika efter Brasilien. Landets økonomi var allerede i uføre før coronavirus, men udbruddet har forværret situation.

Landet lider at et stort statsapparat og en ineffektiv industri, og samtidig kører store dele af økonomien under myndighedernes radar, hvilket gør, at statskassen går glip af store skatteindtægter.

I år ventes Argentinas økonomi at skrumpe med knap seks procent. Det viser en prognose fra Den Internationale Valutafond, IMF.

Samtidig ventes der en galoperende inflation på 50 procent i år.

Fredag risikerer Argentina et statsbankerot, da landet skal betale renter på statsobligationer på 3,4 milliarder kroner

/ritzau/Reuters