»Jeg kender disse folk, og ved at betragte dem kunne jeg se, at Putin var ude af den.«

Sådan lyder det fra manden, der engang var premierminister under Vladimir Putins første præsidentperiode – og som nu kommer med en skræmmende forudsigelse om, hvad der kan ske, hvis Rusland vinder i Ukraine.

Fra 2000 til 2004 var den russiske politiker Mikhail Kasjanov premierminister, mens Putin i de år for første gang sad på præsidentposten i landet.

Det tætte arbejde mellem dem dengang førte dog ikke til varme følelser, og i tiden efter er Mikhail Kasjanov blevet kendt som en indædt kritiker af Putin, ligesom han i 2010 var med til at stifte partiet Parnas, Partiet for Folkets Frihed, der er et pro-demokratisk parti, som ser kritisk på det nuværende styre i Kreml.

Arkivfoto fra 2003 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin.
Arkivfoto fra 2003 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin. Foto: VLADIMIR RADIONOV
Vis mere

For tre ugers tid siden fortalte han i et interview med den tyske avis Deutsche Welle, at han frygtede for sit liv, og siden er det kommet frem, at han har forladt Rusland.

Nu sætter han i et video-interview med nyhedsbureauet AFP nogle ord på det, der er sket – og det, han frygter kan komme til at ske.

Faktisk havde den 64-årige russiske politiker i ugerne op til slet ikke regnet med, at krigen ville blive en realitet.

I stedet troede han, at Putin forsøgte at bluffe.

Arkivfoto fra 2003 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin.
Arkivfoto fra 2003 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin. Foto: ALEXANDER NEMENOV
Vis mere

Først da præsidenten tre dage før, invasionen gik i gang den 24. februar, indkaldte landets øverste lederskab til et møde i sikkerhedsrådet, stod det klart for Kasjanov, hvad der var ved at ske.

At en krig var på vej.

Til AFP fortæller han, at han følte, at Putin ikke tænkte klart:

»Jeg kender disse folk, og ved at betragte dem kunne jeg se, at Putin var ude af den. Ikke i en medicinsk forstand, men politisk,« siger han og tilføjer:

Arkivfoto fra 2004 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin.
Arkivfoto fra 2004 af Mikhail Kasjanov og Vladimir Putin. Foto: ALEXEY PANOV
Vis mere

»Jeg kendte en anden Putin.«

Den tidligere russiske premierminister spår, at krigen kan ende med at vare i op til to år – og samtidig kommer han med en dyster forudsigelse om, hvad der kan ske, hvis Ukraine ender med at tabe:

»Hvis Ukraine falder, vil de baltiske stater være de næste,« siger Kasjanov, der nu bor et sted i Europa, men ikke ønsker at oplyse præcist hvor af hensyn til sin egen sikkerhed.

Kigger man længere frem i tiden, tror Kasjanov, at Putin i sidste ende vil blive erstattet af en 'kvasi-efterfølger', der er kontrolleret af sikkerhedstjenesterne.

Men på den anden side af det aner han et lys, hvor han tror, at Rusland vil vende tilbage til den sti, der fører mod opbygningen af en demokratisk stat.

Han anslår dog, at det vil tage omkring et årti at udføre en 'afkommunisering og 'afputinisering' af landet:

»Det vil blive svært, særligt efter denne kriminelle krig,« siger han til AFP.