En er dræbt og en såret, efter at en taxi eksploderede udenfor et hospital i Liverpool søndag.

Britisk politi har sat en antiterror-enhed ind for at efterforske en eksplosion i byen Liverpool søndag.

En taxi eksploderede tilsyneladende og brød i brand uden for Liverpool Women's Hospital i det centrale Liverpool.

En er dræbt, og en er såret, bekræfter politiet. Vedkommende menes ikke at være livsfarligt såret.

»Vi kan bekræfte, at klokken 10.59 i dag blev politiet kaldt ud til meldinger om en eksplosion i en bil,« siger politichef Serena Kennedy ifølge avisen Liverpool Echo.

Tre mænd er efterfølgende blevet anholdt i forbindelse med bileksplosionen. Det meddeler britisk politi ifølge Sky News og nyhedsbureauet dpa.

Tidligt søndag aften er eksplosionen ikke kategoriseret som en terrorhændelse. Men ikke desto mindre undersøger terroreksperter det udbrændte bilvrag og området omkring det.

»Vi bevarer et åbent sind, når det gælder årsagen til eksplosionen. Men når vi ser på, hvordan det skete, er det – ud fra et forsigtighedsprincip – antiterror-politiet, der leder efterforskningen,« oplyser politichefen.

Patienter blev evakueret fra hospitalet og ansatte eskorteret ud af bygningen efter eksplosionen, skriver avisen.

Området ved hospitalet er spærret af, og der er lukket for alle besøgende.

Tidligt søndag aften har politiet også evakueret en del af togstationen Liverpool South Parkway.

En passager oplyser til lokalavisen, at der er fundet en mistænkelig pakke på stationen.

Det er ikke umiddelbart bekræftet af politiet, og det er også uvist, om det i givet fald har forbindelse til eksplosionen uden for hospitalet tidligere søndag.

/ritzau/