Vi har fat i nogle "nøglespillere", og der kan ske flere anholdelser, siger chef for britisk antiterrorpoliti.

Manchester. Britisk politi mener, at det har "fået fat i en stor del" af Manchester-bombemandens netværk.

Det siger lederen af det britiske politis antiterrorenhed, Mark Rowley, ifølge Sky News.

Han tilføjer over for tv-stationen, at han er overbevist om, at politiet har fat i nogle "nøglespillere", og at det er sandsynligt, at der vil komme flere anholdelser.

Tidligt fredag morgen oplyste politiet i Manchester, at endnu en person er anholdt i forbindelse med efterforskningen af mandagens bombeangreb i byen.

Det er den tiende anholdelse i sagen.

Tidligere er en mand og en kvinde blevet løsladt igen uden at være sigtet. Dermed er otte mænd nu tilbageholdt.

- Disse anholdelser er meget betydningsfulde. Vi er meget glade for, at vi har hænderne omkring nogle af nøglespillerne, som vi er bekymrede for, siger Mark Rowley i en udtalelse til pressen.

En selvmordsbomber tog mandag aften mindst 22 personer med sig i døden i Manchester Arena, da han udløste en sprængladning lige efter afslutningen på en koncert med popstjernen Ariana Grande.

Omkring 21.000 tilskuere var til koncerten.

Politiet mener at have identificeret gerningsmanden, der er født i England af libyske immigranter.

I Libyens hovedstad, Tripoli, anholdt myndigheder forleden faren og en bror til den formodede massemorder.

/ritzau/