Siden 2000 er flere blevet dræbt i skoleskyderier i USA end i hele det 20. århundrede, viser ny undersøgelse.

Tampa. Antallet af skoleskyderier i USA stiger støt, og flere mennesker er blevet dræbt i løbet af de seneste 18 år end i hele det 20. århundrede.

Det viser en undersøgelse offentliggjort i det akademiske tidsskrift Journal of Child and Family Studies.

Rapporten omfatter masseskyderier, hvor mindst en gerningsmand med vilje har dræbt eller såret mindst fire andre personer. Skyderierne har fundet sted på skoler for elever mellem 5 og 18 år og går tilbage til 1940.

- USA havde ingen masseskoleskyderier, der matcher vores kriterier, før 1940. Her dræbte en skoleleder skolens pedel, skolens rektor, distriktsskolelederen og to lærere, før han forsøgte at begå selvmord.

- Han troede, at han ville blive fyret i slutningen af skoleåret, konkluderer rapporten om drabsmandens motiv.

Forskere fandt ingen masseskoleskyderier i USA i 1950'erne og 1960'erne.

I 1979 udførte en 16-årig pige med psykiske problemer et skoleskyderi. Hun dræbte to voksne og sårede otte elever og en voksen.

I 1990'erne tog antallet af skoleskyderier fart. 36 mennesker blev dræbt i 13 forskellige skyderier, fastslår rapporten.

Og fra 2000 til 2018 har forskere talt i alt 66 dræbte i 22 masseskyderier på skoler.

I løbet af de seneste 18 år er det samlede dødstal altså højere end de 55 mennesker, der blev dræbt i 22 skyderier fra 1940 til 1999.

- På mindre end 18 år har vi allerede set flere dødsfald relateret til skoleskyderier end i hele det 20. århundrede, siger hovedforfatter til rapporten Antonis Katsiyannis fra Clemson University.

- Den mest alarmerende tendens er, at et overvældende flertal af gerningsmændene bag skoleskyderierne i det 21. århundrede har været teenagere. Det tyder på, at det er nemt for dem at anskaffe sig våben, tilføjer han.

60 procent af alle skoleskyderier i USA i det 20. århundrede blev begået af unge mellem 11 og 18 år. I dette århundrede gælder det hidtil for 77 procent.

Undersøgelsen omfatter ikke bandeskyderier eller skyderier, der er foregået på universiteter.

/ritzau/AFP