Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Antallet af konstaterede tilfælde af den sjældne sygdom abekopper er mere end fordoblet på blot én dag i Storbritannien.

Det bringer det totale antal af tilfælde med abekopper op på 20 personer i Storbritannien fra ni tilfælde dagen inden. Det første tilfælde i det britiske blev diagnosticeret hos en person 7. maj, da vedkommende vendte tilbage til England fra en rejse i Nigeria.

Da Storbritanniens sundhedsminister, Sajid Javid, fredag bekræftede nyheden, sagde han ifølge Sky News, at de fleste personer oplever milde tilfælde og bivirkninger. Samtidigt slog sundhedsministeren fast, at de har midlerne klar til at bekæmpe den sjældne sygdom.

»Jeg kan bekræfte, at vi har anskaffet yderligere doser af vacciner, der er effektive mod abekopper,« fortæller Sajid Javid ifølge Sky News.

Foto: CDC/BRIAN W.J. MAHY
Vis mere

Hvad det er der gør, at Storbritannien oplever et sådant stort udbrud, er endnu uklart, da sygdommen normalt er sporadisk og en sygdom, der som oftest rammer folk fra Vestafrika og personer, som har rejst i landet.

Doktor Colin Brown, direktør for kliniske og nye infektioner ved det britiske sundhedssikkerhedsagentur  (KHSA), sagde i forbindelse med det første tilfælde af abekopper i Storbritannien, at det er vigtigt at huske, at infektionen 'ikke spredes let mellem mennesker og kræver tæt personlig kontakt' med en person, der har symptomer på sygdommen.

Derfor er det er mysterium for det britiske sundhedssikkerhedsagentur, hvordan smitten derfor kan spredes så voldsomt og så hurtigt.

I Europa er der udover Storbritannien konstateret tilfælde i Portugal, Spanien, Belgien og Sverige. Danmark har endnu ikke registreret et tilfælde af abekopper.

I en mail til B.T. oplyste Sundhedsstyrelsen torsdag, at de ikke har en forventning om udbredt spredning i Danmark, selvom vi kommer til at se enkelte tilfælde herhjemme. Sundhedsstyrelsen forklarede i samme mail, hvad symptomerne er på den sjældne sygdom.

»Abekopper viser sig typisk med blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler. Sygdommen varer normalt 2-4 uger. Sygdommen forekommer hyppigst i Afrika, og der er rapporteret om en dødelighed mellem 1-10 %, men langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt. Behandling er primært understøttende.«

Den danske lægemiddelproducent Bavarian Nordic sagde torsdag, at de havde sikret sig en kontrakt med et uoplyst europæisk land om at masseproducere og levere koppevaccinen, Imvanex, som reaktion på abekoppeudbruddet.