Advarsel: Vi advarer om, at beskrivelserne i denne artikel er voldsomme.

Anna og hendes mand var hjemme i deres hus, da en russisk soldat kom brasende ind. Det blev startskuddet til et mareridt, hvor Anna troede, hun skulle dø. Men mareridtet endte ikke der. Slet ikke endda.

»Han (soldaten, red.) rettede sit våben mod mig og tvang mig hen til et hus i nærheden. 'Tag dit tøj af eller jeg skyder dig,' beordrede han. Han blev ved med at true med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde. Derefter gik han i gang med at voldtage mig,« siger 50-årige Anna til BBC om det, der - ifølge hende - skete 7. marts.

Det britiske medie har besøgt det landområde 70 kilometer fra Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor overgrebet skulle være fundet sted.

Anna – som ikke er offerets rigtige navn, idet hun optræder anonymt hos BBC for at beskytte hendes identitet – er så langt fra den eneste beboer, som kommer med hårrejsende og uhyggelige beretninger om den russiske besættelsesmagts opførsel i området.

Den ifølge Anna tjetjensk-udseende soldat var i gang med overgrebet, da der pludselig skete der noget, som fik Anna til at frygte en endnu værre skæbne.

»Mens han voldtog mig, kom fire andre soldater ind (i huset, red.). Jeg troede, jeg var færdig,« siger hun til BBC.

I stedet trak soldaterne hendes overgrebsmand væk. Hun har en mistanke om, at de tilhørte en anden deling.

En kvinde står ved en massegrav i Kyiv-forstaden Butja.
En kvinde står ved en massegrav i Kyiv-forstaden Butja. Foto: Oleg Petrasyuk/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun så aldrig den tjetjenske soldat igen.

Efter overgrebet skyndte Anna sig hjem – og her fik hun endnu et chok.

I huset fandt hun sin mand. Alvorligt såret.

»Han (havde forsøgt, red.) at løbe efter mig for at redde mig, men blev ramt af en skudsalve,« siger Anna.

De søgte tilflugt i et nabohus, men på grund af gadekampene lige udenfor kunne de ifølge Anna ikke søge mod et hospital, så hendes mand kunne modtage behandling for sine skader.

Han døde to dage senere.

Anna græder, mens hun viser BBC det sted i sin have, hvor hun sammen med nogle naboer begravede sin mand. Et simpelt trækors og nogle træpæle med snor om, som omkredser den, er de eneste tegn på, at et menneske er stedt til hvile der.

Ifølge det ukrainske øjenvidne truede russiske soldater hende med deres våben til at udlevere sin mands ejendele.

En politimand er i gange med sin efterforskning ved liget af en kvinde i Butja.
En politimand er i gange med sin efterforskning ved liget af en kvinde i Butja. Foto: Roman Pilipey/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da de forsvandt, siger Anna, at hun fandt både stoffer og viagra.

Længere nede ad samme vej fortæller beboere, at en kvinde blev voldtaget og dræbt – af Annas formodede overgrebsmand.

Dagen efter BBC's besøg blev den dræbte kvindes lig gravet op og undersøgt af ukrainsk politi.

Hun var nøgen og havde fået sin hals skåret over.

Ifølge Ukraines ombudskvinde for menneskerettigheder, Lyudmyla Denisova, er der adskillige beretninger som Annas fra områder, der er blevet befriet efter russisk besættelse.

I en kælder i Butja skulle 25 piger og kvinder i alderen 14 til 25 år ifølge Lyudmyla Denisova være blevet systematisk voldtaget, mens Rusland havde besat Kyiv-forstaden. Det skriver The Sunday Morning Herald.

Ni af dem skulle være gravide.

Anna modtager nu psykologhjælp, skriver BBC.

Du kan følge udviklingen i Ukraine i vores liveblog, som vi opdaterer døgnet rundt, lige HER.