Chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol vil undersøge påstande om voldtægt og tortur i Afghanistan.

Haag. Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har anmodet om at få lov til at undersøge mulige krænkelser af menneskerettighederne i Afghanistan, herunder krigsforbrydelser begået af det amerikanske militær og efterretningstjenesten CIA.

Blandt andet ønsker chefanklager Fatou Bensouda at undersøge påstande om voldtægter og tortur udført af det amerikanske militær og CIA, forbrydelser mod menneskeheden begået af Taliban samt krigsforbrydelser begået af afghanske sikkerhedsstyrker.

Anmodningen markerer første gang, at ICC-chefanklageren har målrettet amerikanere for påståede krigsforbrydelser.

Fatou Bensouda siger, at en undersøgelse i ICC-regi kan gøre op med det, som hun kalder "næsten total straffrihed i Afghanistan".

USA er ikke medlem af ICC, men landets borgere kan stadig blive anklaget for forbrydelser begået i lande, som er medlemmer - som eksempelvis Afghanistan

Det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at det er ved at gennemgå Bensoudas ansøgning, men at ministeriet modsætter sig ICC's indblanding i Afghanistan.

- Vores opfattelse af dette er meget tydelig: en ICC-undersøgelse med henblik på USA's personale vil være fuldstændig ubegrundet og uberettiget, udtaler ministeriet.

ICC-chefanklager Fatou Bensouda ønsker at undersøge påståede forbrydelser begået af amerikanske soldater i Afghanistan.

Samtidig ønsker hun at undersøge CIA's aktiviteter på hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter i Afghanistan samt i Polen, Rumænien og Litauen, som også er medlemmer af ICC.

Bensouda oplyser, at "tilgængelig information giver et rimeligt grundlag til at tro, at amerikansk militærpersonale og CIA-folk har begået tortur, ondskabsfuld og umenneskelig behandling samt voldtægter og seksuelle overgreb mod konfliktrelaterede tilbageholdte i Afghanistan og andre steder, hovedsageligt i perioden 2003-2004".

I en erklæring fra anklagerens kontor oplyses det videre, at der er grund til at tro, at mindst 54 tilbageholdte blev misbrugt af amerikansk militærpersonale og mindst 24 af CIA-operatører.

Misbruget omfatter blandt andet torturmetoden waterboarding, der er simuleret drukning, og som blev tilladt af præsident George W. Bush efter angrebet mod USA 11. september 2001.

Metoden blev senere forbudt af præsident Barack Obama.

ICC er etableret i 1998 og trådte i kraft i 2002.

Det er den første permanente internationale domstol, der efterforsker og dømmer enkeltpersoner anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

/ritzau/AP