Lighunde skal måske undersøge huset i Californien, hvor 13 misrøgtede børn i sidste uge blev fundet indespærrede i deres eget hjem. Politiet frygter, at deres forældre, Louise og David Turpin, skjuler endnu værre hemmeligheder end mishandlingen af deres børn.

Lighunde, der muligvis skal lede efter jordiske rester af flere børn i rædselshuset. Det er den seneste udvikling i den uhyggelige sag fra byen Perris i den amerikanske delstat Californien, hvor et ægtepar tilsyneladende mishandlede og torturerede deres egne børn i årevis.

Ifølge det amerikanske tv-show Crime Watch Daily frygter politiet, at hr og fru Turpin har fået endnu flere børn, og at ligene af dem kan være skjult rundt omkring i deres ildelugtende og mugbefængte hus. Det oplyser kilder tæt på efterforskningen til tv-programmet, men oplysningerne er dog ikke bekræftet officielt. Der er også forlydender om, at de 13 børn skal DNA-testes for at finde ud af, om de rent faktisk alle er søskende.

Børnene har sandsynligvis været holdt som fanger af deres forældre i flere år. Søndag i sidste uge lykkedes det en 17-årig pige i familien at flygte og ringe til politiet. I huset var 12 af de 13 børn så underernærede, at det havde påvirket deres udvikling: Flere af dem var underudviklede både fysisk eller mentalt.

Lige siden børnenes rædsler i 'Horror-huset' blev afsløret, har politiet, pårørende, naboer og alle andre forsøgt at finde svaret på: Hvorfor?

Hvorfor fik ægteparret Turpin så mange børn, når de tilsyneladende hverken havde råd eller interesse i at give dem mad, omsorg og kærlighed?

Familiens hjem i Perris i Californien, hvor naboerne er begyndt at valfarte til med legetøj og andre gaver til børnene.
Familiens hjem i Perris i Californien, hvor naboerne er begyndt at valfarte til med legetøj og andre gaver til børnene. Foto: ANDREW GOMBERT
Vis mere

Hvad fik dem til at holde børnene fanget i hjemmet i årevis og nægte dem adgang og kontakt til jævnaldrene uden for huset?
Og hvordan i alverden kunne de finde på at lænke børnene til deres senge i dagevis, nægte dem adgang til bad og toilet og sidde og spise mad for øjnene af dem, mens børnene så på med rumlende maver og selv blev mere og mere magre og underernærede?

Svarene kommer måske i løbet af den kommende retssag. I sidste uge blev forældreparret nemlig anholdt og sigtet for 75 forhold af tortur, mishandling og misrøgt af deres egne 13 børn.

David Turpin og Louise Turpin i retten i Riverside, California, torsdag.
David Turpin og Louise Turpin i retten i Riverside, California, torsdag. Foto: POOL
Vis mere

49-årige Louise Turpin er anklaget for 37 tilfælde, mens hendes otte år ældre mand, David, tegner sig for 38 anklagepunkter.

De er begge anklaget for 12 tilfælde af tortur. 12 tilfælde af ufrivillig indespærring, syv tilfælde af at udnytte en 'afhængig voksen,' og seks tilfælde af børnemishandling. Derudover er faderen også anklaget for at have begået en 'uanstændig handling mod et barn under 14 år'. Det skulle dreje sig om en af hans døtre.

»Det lyder ikke som straf. Det lyder som sadistisk tortur,« siger statsanklager fra Riverside County, Mike Hestrin til ABC News.

Midt i al grusomheden fortæller pårørende sågar, at ægteparret Turpin havde planer om at få et 14. barn.

Louise Turpins halvbroder, Billy Lambert, var en af de sidste, der havde kontakt til familien inden anholdelsen. Han fortæller britiske Daily Mail, at søsteren så sent som i december fortalte ham, at de ønskede sig endnu et barn.

»Jeg spurgte hende, hvorfor i alverden de ville have flere børn, og hun talte om, at det handlede om, at de ville med i et reality tv-show. De troede, at det ville gøre dem millionære og berømte. De tænkte ikke på børnene. Det hele handlede om dem selv,« siger han til avisen.

Det skulle angiveligt også have været forældrenes tv-drømme, der fik familiens til at flytte fra Texas til Californien i 2010. De ønskede at komme tættere på Hollywood, men derudover flygtede de højst sandsynligt også fra en uoverskuelig gæld.

Liza Tozier og hendes søn Avery Sanchez bor tæt på familien Turpins hus. Den seks-årige dreng var forleden forbi huset for at donere sin kæmpestore teddybamse til børnene.
Liza Tozier og hendes søn Avery Sanchez bor tæt på familien Turpins hus. Den seks-årige dreng var forleden forbi huset for at donere sin kæmpestore teddybamse til børnene. Foto: Damian Dovarganes
Vis mere

Børnene er i øjeblikket indlagt på forskellige hospitaler for at komme til kræfter. Når de er klar til det, bliver de placeret i plejefamilier. Men ét er de fysiske mén af den behandling, de har været udsat for. Noget andet er de psykiske sår, børnene har fået på sjælen gennem årene. De eksperter, der hjælper børnene med at vende tilbage til et normalt liv, fortæller til flere medier, at der er lang vej, før så forsømte og underudviklede børn kan forstå deres omgivelser som normale mennesker.

Retssagen mod ægteparret Turpin begynder i slutningen af februar. Begge forældre erklærer sig 'ikke-skyldige' i anklagerne mod dem. Bliver de dømt, risikerer de hver især 94 års fængsel.