En tyrkisk offentlig anklagers tilstand er kritisk, efter en venstreorienteret gruppering tirsdag tog anklageren som gidsel i en retsbygning i Istanbul. To gidseltagere meldes dræbt.

TYRKIET: Den offentlige anklager, som blev taget som gidsel i Istanbul tidligere tirsdag, bliver tirsdag aften opereret for livstruende skader på et tyrkisk hospital, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet i Istanbul oplyser, at to bevæbnede gidseltagere er blevet dræbt i dramaet, der udspillede sig i en retsbygning i Istanbul.

Læs også:

»På grund af skud hørt inde fra anklagerens kontor, gennemførte vores sikkerhedsstyrker en mission,« oplyser Istanbuls politichef Selami Altinok ifølge Reuters.

Tidligere tirsdag blev specialstyrker sendt ind i retsbygningen, bygningen blev evakueret og TV-optagelser viste embedsmænd, der blev eskorteret ud.

Anklageren blev taget som gidsel af den venstreorienteret tyrkiske gruppering Det Revolutionære Folks Befrielsesfront, som truede med at dræbe anklageren, hvis ikke politiet ville indrømme drabet på en teenagedreng, skriver bt.dk.

Det er sagen om en 15-årig dreng ved navn Berkin Elvan - som anklageren leder efterforskningen af - gidseltagerne henviser til. Berkin Elvan blev alvorligt såret efter at være blevet ramt af en tåregaspistol affyret af en politimand under demonstrationer mod regeringen i Istanbul i 2013. Han døde i marts 2014, efter at have ligget i koma i 269 dage.