En højtstående embedsmand og leder fra ISIS blev torsdag annonceret anholdt af et irakisk SWAT-team.

Transporten af den anholdte foregik dog i noget usædvanlig stil.

Billeder taget umiddelbart efter anholdelsen viser, hvordan embedsmanden fra Islamisk Stat, Abu Abdul Bari, også kendt som Shifa al-Nima, blev placeret omme bag på ladet af politiets pickup-truck, fordi han var for stor til at være andre steder.

Det skriver blandt andre den amerikanske militæravis Stars and Stripes og den britiske avis Daily Mail.

Billederne af ham bag på ladet samt nogle, hvor han sidder på en seng, var til stor glæde for flere på de sociale medier, som lystigt gik i gang med at lave jokes og memes om store ISIS-leder.

‘Jeg er meget glad for at kunne sige, at Islamisk Stats helt egen Jabba the Hutt er blevet fanget.'

Sådan skrev en britisk anti-ISIS-aktivist i et opslag på Twitter.

Og i samme åndedrag sammenlignede han altså Abu Abdul Bari med den sneglelignende figur fra Star Wars-universet

Abu Abdul Bari er en prædikant, der er kendt for sine ‘provokerende taler mod sikkerhedsstyrkerne’, og så betragtes han som en af de øverste ledere for ISIS’s grupperinger.

Sådan stod der i en erklæring udsendt torsdag af den irakiske regerings sikkerhedscelle.

Heri blev det ligeledes beskrevet, hvordan Abu Abdul Bari har været anset som en myndighed ifølge Koransk lov og derfor har udstedt religiøse afgørelser eller fatwas.

Ligesom han har beordret henrettelser på folk, der nægtede at sværge troskab til terroristgruppen, da den besatte Mosul.