»Den tiltalte gav udtryk for tanken om, at Dronningen ikke er død, og at han nærmede sig kisten, fordi han selv ville tjekke det.«

Sådan siger anklageren i sagen mod den mand, der forleden blev anholdt for at gå til angreb på dronning Elizabeths kiste.

Det skriver flere britiske medier, blandt dem Sky News.

Der gik et gib gennem de lange køer af sørgende i Westminster Hall, da Muhammad Khan fredag aften brød ud af køen og styrede direkte mod dronning Elizabeths kiste.

Foto: NEIL HALL
Vis mere

Med begge hænder tog han fat i flaget, som lå over kisten, og forsøgte at flå det af.

Heldigvis kom han aldrig så langt, inden han blev overmandet af vagter og anholdt.

Tv-signalet fra stedet blev kortvarigt afbrudt, indtil der igen kom ro på stedet.

I dagene efter har folk på de sociale medier spekuleret i, hvorvidt gerningsmanden var islamist terrorist.

Foto: YUI MOK
Vis mere

Nu viser det sig imidlertid, at han snarere er en sindsforvirret person, der lider af vrangforestillinger, skriver britiske medier.

Da den 28-årige Muhammad Khan blev fremstillet i retten, kom det nemlig frem, at han slet ikke troede på, at dronningen rent faktisk er død.

Grunden til, at han gik hen til kisten, var, at han selv ville tjekke, om hun lå i kisten.

Anklageren sagde i retten, at den tiltalte led af vrangforestillinger, og at han planlagde at skrive et brev til den kongelige familie.

Foto: POOL
Vis mere

»Og hvis de ikke svarede, havde han planer om at tage til Windsor Castle, Buckingham Palace og Balmoral for at prøve at tale med Dronningen.«

Dommeren endte med at løslade Khan mod kaution på betingelse af, at han bliver på det psykiatriske hospital i London, hvor han har været siden anholdelsen.