Lyt til artiklen

»Ethvert angreb på et atomkraftværk er selvmorderisk.«

Sådan lyder det fra FNs generalsekretær, António Guterres.

Han kommenterede situationen omkring atomkraftværket Zaporizhzhia i Ukraine på en pressekonference i Japan.

På pressekonferencen udtalte António Guterres, at internationale inspektører burde få adgang til atomkraftværket. Det skriver The Guardian.

Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Atomkraftværket Zaporizhzhia, som er Europas største, har været under russisk kontrol siden starten af marts.

Senest har Volodymyr Zelenskyj, der er Ukraines præsident, anklaget Rusland for at angribe værket.

Præsidenten beskrev, hvordan en ansat på atomkraftværket blev såret i et russisk angreb mod værket.

I angrebet skete der også skade på tre sensorer, der skal advare om øget stråling, forklarede Volodymyr Zelenskyj.

Men Rusland beskylder også Ukraine for at angribe atomkraftværket.

Russiske myndigheder i området har udtalt, at ukrainske styrker har ramt kraftværket med flere raketter.

Det har, ifølge Rusland, beskadiget administrative bygninger og et område i nærheden af ​​et lageranlæg.

António Guterres kommenterer ikke på, hvem der står bag angrebene, men én ting håber han på.

Han så gerne, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) fik adgang til anlægget, så de kunne stabilisere atomkraftværket.