»Jeg optog denne video for et par uger siden og fik endelig fundet den frem igen.«

Den danske astronaut Andreas Mogensen har delt en video, hvor man ser ham kredse rundt om en lille, orange boble, der svæver rundt i luften.

Den flydende kugle er noget så naturligt som appelsinjuice – som på Den Internationale Rumstation (ISS) kan svæve rundt som en flydende kugle, da der ikke er nogen tyngdekraft til at trække væsken nedad ligesom på Jorden.

»I weekenderne har vi fri, og selvom jeg godt kan lide at ringe til mine venner og familie eller sidde i Cupola (et modul på ISS, hvorfra man kan tage observere Jorden, red.) og tage billeder af Jorden, kan jeg godt finde på at lege lidt,« skriver Andreas Mogensen på det sociale medie X til videoen, som B.T. har fået lov til at bringe.

Her ses Andreas Mogensen på et videolink fra ISS den 11. december sidste år.
Her ses Andreas Mogensen på et videolink fra ISS den 11. december sidste år. Foto: Mikaela Landestrom/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han forklarer, at han optog videoen med appelsinjuicen for nogle uger siden, men først nu har fået fundet den frem igen.

»Måden hvorpå en væske, i dette tilfælde appelsinjuice, bevæger sig rundt på Rumstationen, er fascinerende,« skriver den danske astronaut:

»Hvordan den bølger, når jeg puster på den, og hvordan den klæber til mig, når jeg drikker den.«

Du kan se hele videoen øverst i artiklen.

Her ses Andreas Mogensen (nummer to fra venstre) sammen med Konstantin Borisov, Jasmin Moghbeli og Satoshi Furukawa før deres afrejse mod ISS 26. august sidste år.
Her ses Andreas Mogensen (nummer to fra venstre) sammen med Konstantin Borisov, Jasmin Moghbeli og Satoshi Furukawa før deres afrejse mod ISS 26. august sidste år. Foto: Joel Kowsky/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Andreas Mogensen ankom i slutningen af august sidste år til Den Internationale Rumstation og har dermed opholdt sig omkring et halvt år på rumstationen. 

I midten af februar meddelte han selv på det sociale medie X, at han tidligst rejser tilbage 8. marts.

»Tidligst den 8. marts 2024 vil Jasmin, Satoshi, Konstantin og jeg gå om bord i vores Crew Dragon 'Endurance', koble os fra Rumstationen og lande ud for kysten af Florida. Vores retur afhænger af opsendelsen af Crew 8 den 1. marts og vejret på landingsstedet ud for Floridas kyst,« skrev han i opslaget:

»Jeg vil gøre mit bedste for at nyde de sidste par uger, samtidig med at jeg ser frem til at komme hjem til min familie.«

Det er Andreas Mogensens anden tur i rummet. Den nuværende tur er dog væsentligt længere end hans første, hvor han var i kredsløb om Jorden i otte døgn.